Syd 2021

Fredag den 4. juni 2021
Dag minus 3.
En udvidet cykeltur gennem X kommuner.
Det går ikke altid som præsten prædiker.
Sidst år var jeg på vej til Sverige.
Forgæves.
Også her i 2021 er Broderlandet på programmet i et eller andet omfang.
Det bliver bare ikke i juni.
I stedet holder jeg gryden i kog med en lille trilletur, hvor jeg så kan benytte lejligheden til at teste noget nyt udstyr.
Eksempelvis er mit dejlige Koldinghus-telt blevet opgraderet.
Traileren er ny, men ellers nøjagtig mage til den, jeg kørte rundt med for mere end 20 år siden.
Kæde og krans er ligeledes fabriksny.
Formen er god.
Især hvis man forudsætter, at ”Rund” er en form.
Overnatningerne bliver i form af flinke baghaver, shelterpladser og campingpladser med så få stjerner som muligt.
I min alder er det jo interessant, hvornår en cykeltur render med prædikatet: ”The last Cowboy´s song”.
Og det er jo heldigvis ikke en viden, der er tilgængelig
Det er yderst sjældent, jeg takker nej til en kop kaffe.
Det er til gengæld tilgængelig info

Dag minus 2
Lørdag den 6. juni 2021
Det var lidt vildt.
Det eneste jeg havde gjort var at trække cyklen udenfor og tage et billede af den, som så blev postet i forskellige grupper ledsaget af nogle få udvalgte ord.
Og som tak for den voldsomme indsats modtog jeg i omegnen af 200 hilsener.
Det blev jeg da rigtig glad for.
Lørdagen gik i vidt omfang med at lede efter min sovepose.
Det viste sig, at jeg havde lagt den frem på sofaen for at jeg nemt kunne finde den.
Altså soveposen, ikke sofaen.
Jeg havde hele tiden en formodning om, hvor sofaen var.
Jeg forhandlede også med en ost af ældre dato, som insisterede på at ville overnatte her, indtil jeg kom tilbage fra turen.
En ost kan godt virke ganske tilforladelig, når den er pakket ind i plastik, men så snart man får frakken af den, så viser den sit sande jeg.
Det endte med, at den på stedet modtog det røde kort.
Dermed viste indkøbet af denne ost sig at være en tvivlsom investering.
Nåh ja, man kan ikke vinde hver gang.
Nu har jeg gas til min fine brænder fra Thansen.
Der sidder en bilventil på det nye trailer hjul.
Den kloge sætter nok en anden slange i.
Eller smider penge efter en adapter.
Jeg er sikker på, at jeg har en adapter.
Men hvor?
Da jeg var dreng holdt vi Hjemmet.
Og Familie Journalen.
Jeg havde en moster, der altid skrev til en rubrik i Familie Journalen, hvor man kunne komme med gode råd til husholdningen m.m.
Jeg var meget misundelig fordi hun ofte fik sit navn i bladet.
Nu har jeg fostret en ide, der garanteret er et indlæg i Familie Journalen værdigt.
Gennem mange måneder har jeg samlet en masse små gafler og skeer sammen, som jeg nu kan finde anvendelse for på min tur.
Det synes jeg selv er vældig godt fundet på
I Smedager bor der en familie, der er stjerner i et dagligt reality-show.
Dem vil jeg gerne møde.
Sidste år mødte jeg et lignende par i nærheden af Struer.
De gad ikke snakke, men det var sjovt at hilse på dem.
Pedal your Blues away
Forget all your troubles today
Hop on your bike any time you might
and pedal your Blues away
R. Crumb & his Cheap Suit Serenaders
(Tilgængelig på Utube)

Dag 1. Skjern til Sdr Felding. 29 km.
Mit Mobile bredbånd er stadig i Skjern. Genforening i morgen. Herligt vejr. Kæden knækkede undervejs, men lidt vil der altid være at klage over. Middagsmad bliver en udfaset røget ørred. Og bananer der ikke er de sorteste jeg har set. Jeg er vild med Svanholm sø. I morgen kører jeg nok til Krogager syd for grindsted. Der har jeg været før. Kaffe? Mit Hubbahubba telt har mange stænger der kan knække. Nu er vi i gang. Jeg kan ikke fordrage at skrive på en telefon. I morgen bliver det puteren igen.

Dag 2. Tirsdag den 8. juni
Svanholm til Krogager: 42 km. Totalt 67 km
De har mange navne.
Nogle kalder dem gnavpander.
Uanset hvad man kalder dem, er de uudholdelige.
Det er bittesmå flyvende ”dimser” som man umuligt kan forsvare sig imod.
Jeg har flere gang fået lejrophold spoleret af dem.
Der var nogle få stykker på Camp Svanholm Sø.
Forhåbentlig kun det.
Svag til let vind og 10 grader bød mig godmorgen.
Det er et roligt sted.
I aftes var der en del besøgende, og et hollandsk par i en autocamper har overnattet.
Jeg kan slappe af der.
Dagene op til ”afgang” finder jeg stressende.
Jeg farer rundt og husker dit og glemmer dat.
Jeg skriver huskesedler, som så bliver væk.
Når man har taget det første pedaltråd, er man på farten.
Medmindre man glemmer sit mobile bredbånd derhjemme
Det var så første overnatning i Hubba2.
Jeg har ikke haft så megen plads siden spejderlejren i Notodden i Norge i 1961.
Ind og udstigningen er rimelig let.
Mentalt notat til mig selv: Sørg for at have forskellige bæreposer til tingene. (Trailer tasken er ét stort rum).
Så kan man f. eks have Toiletsager i Rema 1000 posen, mens Lidl posen er reserveret til kaffe og lignende etc.
Min næste opfindelse skal handle om, hvordan man skriver på en bærbar i solskin. Jeg bruger en del tid på at lokalisere cursoren, som man godt kunne mistænke for at gøre sig svært tilgængelig med vilje.
”Og hvor er du så nu, din lille gavstrik?
Jeg har hørt, at man kommer længst med venlighed.
Jeg var heldig.
En af mine gode venner kom forbi med mit Mobile Bredbånd.
Af hjertet tak.
Han havde mere med.
I fuld overensstemmelse med Kiwi-kuren.
Den går ud på, at man må spise alt, der ikke er Kiwi.
Det gjorde vi så.
Vinden var min ven.
Der var ikke så meget af den, men den holdt med mig.
Det blev en rigtig varm dag.
I Sdr. Omme kom jeg til at smide penge efter en is.
Den indtog jeg på en bænk foran en OK-kiosk, hvor de havde stillet en masse bænke og borde.
Samtlige borde var forsynet med en seddel, der oplyste, at man kun måtte sidde der med varer købt i Ok.
Min is var vokset op i Meny ( uden borde), så jeg må nu indstille mig på at skulle leve med en plettet straffeattest.
Hele turen foregik på cykelstier eller små småveje.
Bakker er et ret ukendt fænomen på disse kanter.
Jeg har ikke bestemt mig til, om jeg savner dem.
Jeg ankom til Krogager, hvor jeg straks henvendte mig hos købmanden, der står for administrationen af ”Krogen”.
Vi fandt ud af, at der var gået 8-9 år siden mit sidste besøg der.
Ak hvor tiden dog går.
Krogen er et sted, jeg varmt kan anbefale.
Jeg begyndte at pakke ud, men inden jeg var færdig med det, fik jeg en invitation til en kop kaffe.
Tak for et par dejlige timer i selskab med Henriette og hendes søde familie.
I morgen går turen vist til noget, der hedder Tobøl.
Og det er hvad jeg ved om det indtil videre.
Fra skadesfronten kan det oplyses, at det gør lidt ondt i nakken.
Det værker også et par andre steder, men det er noget af det, vi ikke snakker om.
Jeg tror endda, at turen i dag er det længste jeg har kørt i 2021.
Men jeg kan nogenlunde huske hvordan man gør.
Naturligvis er der bøger i bagagen.
Det skal være små brugte bøger, der kan kasseres efter brug.
Den første er ”Nedtælling til Mord” af Gretelise Holm. Jeg kender hende ikke så godt, men hun får pæne anmeldelser.
Den næste bliver ”Idealister” af Hans Sherfig, som jeg har elsket at læse siden mit første møde med ham tilbage i 1962.
Hans pen er skarp, og hans sarkasme er bidende ond.
Og så tvivlede han ikke et sekund på, at det livssyn, han stod for var det rigtige.
Tænk at have Sherfig til gode.

Dag 3. Krogager til St. Darum: 48 km. Totalt 115 km
Jeg stred en kamp, som jeg næsten ikke kunne vinde.
Det var lige så håbløst som at kæmpe mod vindmøller.
Jeg forsvarede mig tappert mod insekterne, men forgæves.
Min drøm om at sidde med en kop kaffe udenfor med blikket indstillet på uendeligt blev til ingenting.
Jeg kravlede ind i mit helt.

Lidt senere fandt jeg ud af, at jeg havde haft besøg i lejren.
En af de gode indbyggere i Krogager havde været forbi med en pose med noget vi i Vendsyssel uden tøven ville betegne som ”jænne gue sajer”.
Jeg ved ikke lige, hvordan jeg havde gjort mig fortjent til det, men tusind tak alligevel.
Det var godt nok dagens overraskelse.
Jeg tilbragte en rolig nat i Hubba2, og jeg var meget spændt på, om insekterne havde fundet bedre ting at tage sig til end at stalke og genere sagesløse turcyklister.
Det var ikke tilfældet.
De var klar til en ny holmgang.
Morgenkaffen blev slynget i halshullet, og så var det med at komme af sted inden panikken blev total..
Og klokken var ikke engang 7 .
”Krogen” skal altså ikke lastes pga de ubudne gæster.
Det er et herligt sted.
Jeg havde nogle planer for dagens etape, som jeg hurtigt forlod.
Min kortbog er indkøbt til hvad man populært kalder en skarp pris, og det skyldes især, at den har nogle år på bagen.
Og kortbøger har en tendens til at ældes uden ynde.
Jeg kunne ikke finde info om de to telt-signaturer som var tegnet på kortet, og jeg havde ikke voldsomt lyst til at besøge en campingplads, der ikke er der.
Det har jeg allerede prøvet.
Jeg fandt nu en anden campinglads. Jeg havde kig på pladsen i St Darum ved Bramming som jeg tidligere havde besøgt og været ualmindelig godt tilfreds med.
Jeg fulgte Cykelrute 9 det meste af dagen, og den førte mig gennem utallige smukke landskaber
Banestierne er også fine, men jeg kan godt blive lidt træt af dem, fordi der ikke altid er så meget at kigge på.
Det bedste for mig er at køre på kryds og tværs fra den ene lille landsby til den anden..
Det var tilfældet denne fine dag, og det nyder jeg for alvor.
Mange af landsbyerne forekommer ret mennesketomme, men der skal nok være nogen, der fjæler sig bag gardinerne.
Jeg har oplevet at gæster fra udlandet undrer sig.
Hvor er fok henne, vil de vide?
En købmand undervejs sørgede for, at jeg ikke gik ned på kaffen.
Det lykkedes mig at holde mig fra kagerne, men det skyldtes nu mest, at jeg allerede havde kager i bagagen.
Dagens etape var en anelse mere bjergrig end dagen forinden, men var hovedsagelig flad,
Solen fik hurtigt magt og gjorde det, som sole er så gode til.
Den bankede løs.
Det er forbavsende kort tid siden, der var isnende koldt, og nu har vi allerede vænnet os til sommeren.
Så langt hen, som jeg kan finde vejrudsigten er der pænt vejr og ingen regn på programmet.
Herfra St. Darum går det mod syd, hvor jeg snart rammer Ribe.
Og så varer det ikke længe, inden jeg er på ”Mojn” med folk.
Den foreløbige plan er at køre langs grænsen mod Bylderup Bov og Padborg.
Gerne lidt på den tyske side.
Jeg har både alm pas og Coronapas, så mon ikke jeg må det?
Det kan sagtens være, jeg har en anden plan i morgen.
Det går da vist egentlig meget godt med at komme frem, men vejrguderne har også været særdeles samarbejdsvillige.
Man kan ikke for alvor forberede sig på at køre med fuld oppakning.
Status: Jeg har ikke mødt en eneste turcyklist.
Sjove dyr: Ikke så meget som en enkelt hare eller et rådyr har jeg mødt.
Forbrugeroplysning: Det er muligt at købe et måltid mad her på stedet
Thrips (Thysanoptera) er små plantesugende, vingede insekter på ca. 1-2 mm. Navnet tordenfluer skyldes, at visse af arterne på varme sommerdage optræder i uhyre mængder og er umådeligt generende, fordi de kan kravle ind alle vegne og giver kløe overalt hvor de kravler på huden (deraf navnet gnavpander).

Dag 4. St. Darum – Vester Vedsted : 37 km. Totalt 148 km.
”Man skal være go´ ved sig, så længe man har sig”, sagde manden og bestilte en halv kylling.
Nok om min aftensmad på campingpladsen.
Resten af aftenen tilbragte jeg i Oasen med en god Speedway Match.
Det sætter jeg stor pris på.
Farvel og tak til St. Darum Camping.
Jeg kommer gerne igen.
I St. Darum Downtown passerede jeg en mindesten for Lærer Peder Jakob Nielsen.
Han døde for mange år siden, og ikke mange husker længere den gode lærer.
Jeg dvælede lidt ved hans minde, som en eller anden mente, at han fortjente.
”Tak for sangen” står der nederst på stenen.
Ikke mange får deres egen sten med ”Tak for sangen”, når de stempler ud.
Turen gik mod digerne ved vadehavet.
Fladt og magtfuldt åbnede landskabet sig op.
Langs diget går der en cykelrute, som jeg nu gav mig i kast med.
Jeg var den eneste cyklist, der denne dag var kommet på den ide.
Fantastisk cykeltur, som jeg kun kan anbefale.
Naturen der er stor og underfuld.
Jeg havde fået en invitation til formiddagskaffe i Ribe.
Med en anelse besvær fandt jeg stedet, og vi slog os ned i den skønneste have man kan forstille sig.
Hans har været meget aktiv i ”Brug min baghave” verdenen, som jeg selv har benyttet mig af rigtig mange gange.
Vi havde vældig mange ting, vi skulle have vendt, og vi blev faktisk ikke færdige, så det er ikke utænkeligt, at jeg vender tilbage en anden gang.
Og Hans ved nu, hvor jeg bor.
Tak fordi jeg måtte komme.
Ribe er er herlig by.
7-8 km fra byen kunne jeg spotte Domkirken.
Det ser da virkelig ud af noget, når man ser en bygning på lang afstand, som det også er tilfældet med Vestervig Kirke.
Sommeren havde for alvor ramt Ribe, hvor folk gik rundt i sommertøj og udstyret med solbriller og Soft Ice.
Ribe er også fin på tæt hold og overskuelig at have med at gøre.
Jeg fik lyst til at skrive lidt og besluttede mig til at leje en kontorplads.
Det foregik ved, at jeg investerede i en cola, der samtidig sikrede mig retten til at slå mig ned ved en skyggefuld bænk med bord ved en pølsevogn.
Grebet af stemningen kom der også en hot dog pølse på bordet.
Pølsemanden blev vist også lidt grebet af stemningen, da han tilbød, at vi skulle dele den kaffe konen havde givet ham med hjemmefra.
Jeg var næsten fyldt op med kaffe fra besøget hos Hans, men kun næsten.
Pølsemandens kaffe fik også ben at gå på.
Jeg kan nemlig godt lide kaffe
I Ribe vil de så gerne, at man bliver lidt længere.
Derfor kan det godt være en smule indviklet at finde ud af byen, i den retning man nu måtte ønske sig.
Det er et fænomen, der gør sig gældende for ganske mange byer.
Min teori er at skiltene, der skal vise cyklisterne vejen er lavet af folk, der kender byen.
Langt hellere skulle de få folk, der ikke kender byerne til at sætte skiltene op.
Jeg har f´. eks aldrig været i Rønne og jeg melder mig på stedet til at sætte skilte op der, hvis de finder på at grave byen op.
Men ud kom jeg da og satte igen kursen mod Vadehavet.
Mit mål var en shelterplads ved Vester Vedsted, og der ankom jeg da også planmæssigt lidt senere.
Igen døjede jeg lidt med at lokalisere pladsen.
Vi må ikke udelukke, at det er min stedsans, der er ved at udløbe.
Ved siden af shelterne er der et skolecenter med toilet og strøm(!) og der ville jeg langt hellere slå mig ned.
Jeg husker engang i en skov ved Vordingborg, hvor ejeren af skoven 3 gange smed mig ud, angiveligt fordi jeg forstyrrede vildtet.
Det ville jeg gerne undgå her.
Som dagen skred frem svandt muligheden for at 28 unger ville dukke op, og jeg byggede min lejr.
Nogle shelterpladser er bygget sammen med skoler, og jeg vil ikke ønske for nogen, at blive udspurgt af nysgerrige børn i deres spisepause.
”Hvorfor har du sådan nogle sorte fødder”, spurgte en dreng ved en lejlighed.
Men med venlig hilsen til Nationalpark Vadehavet bor jeg foreløbig her.
I morgen agter jeg at følge stien bag mig mod syd, og hvad der i sidste ende kommer ud af det, er der ingen der ved.

Dag 5. Vester Vedsted – Emmerlev : 42 km. Totalt 190 km.
Jeg fik en rigtig god søvn i Nationalparken.
Der var helt stille.
Skønt.
Jeg fik brygget en kop kaffe, og så gik det videre.
Mod syd.
Vejret var lunt, og der var let modvind.
Efter 8 km kom jeg til den næste shelterplads.
Det var lidt tidligt at slå lejr.
Alt i alt var der 14 km med sti til mig.
Derefter gik vejen ind i landet.
Jeg fulgte efter.
Så sluttede mit held.
De var løbet tør for asfalt, og efterlod en meget gruset grusvej til mig.
I tennissporten har man grusspecialister, og det har man nok også i cykling.
Det er bare ikke mig.
Man hopper og danser og finder ingen rytme.
Jeg bryder mig ikke om det.
Samtidig susede en hoben traktorer frem og tilbage med hvert sin personlige støvsky tilknyttet foretagendet.
Jeg kunne godt forestille sig, at man udstyrede cykelruterne med små skilte, der forklarede hvor meget grus, der er i vente.
Men det er måske kun mig, der er så nemt at irritere.
Jeg havde ikke rigtig fået noget at spise om morgenen, så jeg var et let offer Da Ballum Slusekro åbenbarede sig for mig.
Smuk gammel bygning.
Jeg smuttede indenfor og adspurgte, om de havde noget, der mindede om morgenmad.
Jeg ved ikke helt, hvordan det gik til, men lidt efter lidt fik vi os forhandlet frem til en ordning, der mest af alt mindede om det, man i daglig tale kalder den store morgencomplet.
”Jamen så fred være med det”, tænkte jeg.
Jeg fik ingen morgenmad, jeg overnattede gratis, og man har lige plaget mig med en irriterende grusvej.
”Det vil jeg gerne have” forklarede jeg den venlige kromutter.
Helt uden at spørge til prisen.
Det vender vi tilbage til.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en rigtig god oplevelse.
Når jeg til vinter sidder foran kaminen med børnebørnene siddende forventningsfulde foran mig, vil jeg berette om dengang morfar fik den store morgencomplet på Ballum Slusekro.
It’s not always.
Efter kroen blæste det op, vinden gik i modvind, mens vejen var vejen så langt øjet kunne række.
Da er det, at den lille mand med den meget store hammer venter på at slå til.
Jeg tror nok alle, der af og til cykler en længere tur, har mødt ham.
Og han slår forbandet hårdt.
Man havner i en tilstand, hvor man hverken kan eller vil. Hvor man før var glad og fro, har man nu helt mistet pusten.
Nogle kalder det at gå sukkerkold, men jeg kan nu godt lide tanken om at den lille mand ligger klar med sin hammer derude.
Jeg har mødt ham mange gange.
Jeg kan nogle små tricks.
Hvis man f. eks synes, at de 50 km man har sat sig for at køre er for meget, kan man i stedet køre 5 ture á 10 km.
Det er langt lettere.
Denne dag var jeg pludselig i gang med at køre intervaller på 2 km.
Herregud, enhver kan da køre 2 km.
Det virker på mig.
Der var en enkelt overraskelse mere.
De sidste 2 km inden Emmerlev Camping var grusbelagte.
Sådan lige for at dreje kniven rundt i såret.
For at sikre sig, at alle havde forstået sagens alvor, har man sat et skilt op med teksten ”Ujævn vej”.
Det er altså godt set.
Vesterhavs Camping:
Alt er selvbetjening.
Det lykkedes mig at fedte rundt med den fine tilmeldingsskærm, så den afviste mit kort.
Heldigvis var der et nummer, så jeg kunne ringe til Egon, og han fortalte mig, at jeg godt kunne flytte ind, så ville vi ordne finanserne senere.
Nu jeg havde ham, havde jeg et lille ønske.
Deres teltplads er et stykke græs. Ikke mere.
Jeg har fravalgt at rejse rundt med bord og stol, og jeg oplever tit, at en teltplads kun er et stykke græs.
Det er ikke nok for mig.
I stedet havde jeg fundet på, at jeg gerne vil slå teltet op tæt på servicebygningen, hvor der er bord og bænk til mit kontor, og hvor jeg også kan hugge noget strøm.
Egon sagde, at det var i orden.
Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke vi kom ind på det der med strømmen.
Nu skal jeg til at tænke på at sætte kursen lidt mod øst, for jeg løber hurtigt tør for Danmark.
Jeg kunne godt tænke mig en lille kort etape på 9 km, men hvad jeg finder på i morgen, står hen i det uvisse.
Sad du og spekulerede på, hvad sådan er morgencomplét på Slusekroen kunne snige sig op til?
Der var et rundstykke, en bolle og 2 sk. Rugbrød. 1 blødkogt æg. Rullepølse. 2 slags ost. 2 skiver vandmelon. 1 klase vindruer, En dessert indeholdende jordbær. En hel kande kaffe samt en kande appelsin juice. Til slut et stykke kage.
Jeg vil godt sponsorere en vaffelis, til den der kommer tættest på den korrekte pris.
Der er tale om en vaffel med 3 kugle, guf og syltetøj.
Evt, bud inden i morgen aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *