Masser af for lidt cykler

Søvnen er knap nok kommet på plads endnu, men det skal nok komme.
Temperaturen falder om natten, og det er næsten køligt om morgenen.
Denne dag sneg vi os igen op på 33 grader, og der er ikke et sekund, hvor en sky på himlen kan anes.
Jeg indrømmer, at der gled rigeligt med sodavand ned, og det er noget jeg skal arbejde med.
Jeg lagde fra land ved 10-tiden, og missionen var cykelforretning, boghandel og bibliotek.
Jeg nåede 2 ud af 3.
Nu kender jeg vejen, og så føles den kortere.
I løbet af dagen så jeg totalt 2 cykler og 3 hvide turister samt 2 tiggere.

I markedsgaden lod jeg mig friste af en kæmpestor hotdog, som var rigtig god.Jeg spurgte damen om jeg måtte tage nogle billeder.
Det måtte jeg bestemt ikke.
Det var skidt af en eller anden grund, men jeg kunne forstå, at det vat knap så galt, hvis jeg betalte for at tage billedet.
Næh tak.
Efter at jeg havde fortæret min hotdog spurgte hun så, om jeg ville tage et billede.
Jeg forklarede hende, at hvis det var så slemt, så sprang jeg over.
Den tyggede hun lidt på.

Så satte jeg kursen mod den cykelforretning, jeg havde fundet.
Der var stille, meget stille.
En kraftigt tatoveret ung mand hyggede sig med en gang heavy og var nok lidt irriteret over at en af de der kunder igen kom rendende.
Til sidst gik jeg hen til ham: “Lejer I cykler ud”.
Nej.
Så var samtalen li´som gået i stå.
Jeg kiggede lidt på lageret med brugte cykler.
Jeg fik opmærksomheden længe nok til at få at vide, at en udfaset bedstemorcykel kunne erhverves for 1600 Pula.
Så orkede han heller ikke mere.
Jeg lod handelstalentet hvile i fred, mens jeg funderede over, hvad man vil med en cykelforretning i en by uden cyklister.
Måske er han ansat til at sørge for, at det der irriterende cykleri ikke breder sig.
Tænk bare på København

Så vat det tid til kontrolbesøg i en boghandel.
Jeg spurgte simpelthen, om de havde bøger af Alexander MCall Smith.
Og det havde de skam.
En hylde fuld.
Et eksemplar koster 150 Pula, og nu har I jo allerede lært, at det svarer til 93 kr

Til slut købte jeg et Botswana simcard. Det var noget af en prøvelse. Damen ringede et sted hen, og en mand ville have en forfærdelig masse oplysninger, og også mit pasnummer.
Det vat altså bare et simkort.

Så var jeg også blevet træt, og med tasken fyldt med vand, traskede jeg hjem.
Jeg har ikke helt opgivet det der med cyklen. Der er flere forretninger, og det kan da ikke være værre end den første

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *