Tiden er en knap

Dag 32. Lørdag den 12. oktober.
Gang 10 km. Total 293 km

Jeg er ved at løbe tør for dage, så mit store organisationstalent kommer på en alvorlig prøve, når jeg skal have alting til at gå op i en højere enhed.
Der er jo bl. a min mission for Danmark at tage højde for, og det var en detalje, jeg arbejdede på sidst på eftermiddagen.
Men først til noget helt andet.
Hvis jeg har en aftale kl 11, så er det kl 11 og ikke hverken 10 min før eller efter.
Sådan er vi vist mange, der har det.
Der findes noget, der hedder Philippine Time og også noget, der hedder African time.
I kan næsten regne ud, hvad det er.
Engang i Sydafrika var der en mand, der kom 3 dage for sent til et møde.
Han blev bebrejdet den sene ankomst, hvortil han lettere forundret bemærkede: “Men nu er jeg her”.
Jeg skulle mødes med min lærerkollega Keitumetse, og det gav mig lejlighed til et nyt møde med African time.
Man kan lige så godt lade være med at sige noget. Det nytter ikke en dyt.

“Hvor længe har du siddet her”, spurgte hun.
“Jeg er næsten lige kommet”, løj jeg uden at blinke.
Vi fik en hyggelig snak, og det inkluderede naturligvis også et måltid.
Hun siger, hun keder sig i Ramotswa ca 24 km fra Gabs.
“Jamen hvad laver du så der”, ville jeg vide.
“Jeg arbejder der.

Jeg havde næsten glemt, at der er nogen, der på den måde er ramt.
Uanset hvad måtte vi sige farvel.
Mine venner vil altid gerne vide, hvornår jeg kommer igen.
Det ved jeg jo absolut ingenting om, men jeg siger, at pludselig, så er jeg der nok igen.
Og det kan da også godt være.
Jeg ville f. eks. nemt kunne fungere som rejseleder her nede.
I skal bare sige til,så laver vi et program til jer.

Nu gik jeg på jagt efter Lillian.
Det er hende med armbåndet og livremmen, som jeg har fået en bestilling på.
Men sådan en mission er ikke noget, men bare lige kommer cyklende til.
Især ikke, når man ikke har en cykel.
Alle damerne sidder henne i Main Mall i det man med lidt god vilje kunne kalde gågaden.
Jeg var ikke mere end lige kommet derhen, da jeg blev råbt an.
De damer har styr på, hvad der foregår.
De ser alt.
“Din ven er her ikke i dag”, fortalte de mig.
“Men jeg er her, og jeg hedder Victoria.”
Så skal jeg love for der blev lukket op for samtalens sluser.
Jeg snakkede i lang tid med Victoria, mens hendes veninde fulgte nøje med i, hvad der skete.
Jeg måtte forklare, hvad det var, som Lillan havde til mig.
Nej, det havde de altså ikke, men vi kunne da se på alt det andet.
Og det hele endte naturligvis med, at jeg købte et armbånd af Victoria.
Det passede hende vældigt. No pun intended 🙂
Vi fik også lavet en fint billede, så jeg kan vise, at det ikke er bare er noget, jeg er kommet cyklende til.
Kommer du så igen på mandag, spurgte de kære damer.
Og det gør jeg jo nok.

Og vejrudsigten.
Jeg plejer at bruge to vejrudsigter.
Jeg bruger DMI og yr.no
Så tager jeg den, der er bedst.
Yr kan nok lidt mere.
Hvis man fodrer programmet rigtigt, kan man få temperaturerne i 2 lande samtidig.
Det er lidt smart, og det lykkedes mig at få det til at virke efter nogle få forsøg

På vej hjem mødte jeg en ny hjemismand.
Også iført budcykel og båthorn.
Jeg var rigtig træt, for varmen var kommet tilbage.
En pause var påkrævet.
Den unge mand var travlt optaget af at fortære en is.
Det kan man jo ikke fortænke ham i.
Jeg sagde, at jeg godt ville have en mage til, for den så så god ud.
Den kostede 6 pula, men jeg stak ham en tier, og lod ham beholde resten.
Jeg var glad for isen, der stadig var billig og han var glad for handelen og drikkepengene.
Det kører bare 🙂

Jeg har læst “Når snerlen blomstrer” af Bjarne Reuter
1983. 385 sider.
Bog nr 33 jeg har læst i 2019.

Denne fine bog er en selvstændig fortsættelse af Zappa, som nok mest er kendt for sin filmatisering.
Hvem husker ikke skovseglen.
Vi er i Brønshøj omkring 1963, hvor vi følger en realklasse, Vi er med dem i lyst og nød og vi følger med i, hvordan deres spirende kærlighedsliv udvikler sig.
Ikke alle drømmene bliver opfyldt, men sådan er det jo også i det virkelige liv.
For nogle af dem går det grueligt galt, men de fleste kommer videre.
Uffe ender foran et tog, og der ender hans drømme.
Der er altid nogen, der ikke kommer videre.
Jeg er jævnaldrende med disse unge mennesker, og selvom jeg ikke voksede op i Brønshøj, kan jeg genkende rigtig meget fra bogen.
Jeg synes nok, de er noget længere fremme i skoene end vi var, eller er det blevet fortrængt?

En fornem bog, som tiden faktisk ikke er vokset fra. I hvert fald ikke, hvis man var ung i tresserne

5 Kommentarer Tilføj dine
  1. Har du kikket godt efter da du var ude ved detektiv bueruet ? Det vil være værdifuldt for alle fan af Mna Ramotswe, hvis du kunne hjembringe en splint fra en kontorstol, et fragment af en gammel skrivemaskine el ??
    Men ellers tak for alle gode/sjove og positive skriverrier, og go` tur hjem.

  2. Hej igen Holger
    Jeg var ikke lige klar over at jeg blev omtalt udenbys.
    En kær ven fra Skjern gjorde mig opmærksom på dette sent i aftes, så jeg måtte jo fluks ind at se
    Og sørme om ikke der var en herlig særlig hilsen til Jonna
    Den gjorde mig rigtig glad.
    Har ellers været fuld optager af børnepasning, og hvad dertil høre.
    Det er fine ting Victoria havde i sin butik. Hils alle dine søde piger i gågaden. Vi har jo en fin plakat her fra Silkeborg med hjejlen på, måske du kan finde den ,hvis det kan nås.
    Jeg er ikke så kyndig i disse ting…
    Og så angående at blive kandis i Skjern.Det kan tage år og dag, jeg kan huske første gang, jeg blev hilst på og talt til.. da måtte jeg lige dreje en ekstra gang, for var det nu mig..
    Du ønskes en rigtig god tur hjem. Så må vi se hvordan jeg får min bestilling i hus.
    Jeg har snakket med Erik om at hvis I havde lyst til at komme her var i meget velkommen, og jeg giver gerne lidt ud..
    Nu bedste hilsner og tak for din store indsats
    Fra Jonna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *