Game City Mall og lidt om Hjemis

Dag 30. Torsdag den 10. oktober.
Gang 8 km. Total 271 km.

Dagens rejse bragte mig til den meget store Game city Mall ved foden af Ngale Hill.
Det blev til en taxi tur.
It´s not always.
Det forekommer mig, at mange af forretningerne handler med det samme. Tøj og mode og den slags.
Men nu var det sådan, at jeg var på jagt efter morgenmad med kaffe.
Ikke nogen let opgave.
Men til sidst lykkedes det da.
Og så fik jeg bacon, æg og toast.

Jeg har rigtig svært ved at starte dagen med stegt kylling, chips og cola.
Fin restaurant med venlig betjening og ingen høj musik.
Sådan skal det være.
Så er vi i gang.
Og prisen var ikke urovækkende.
Nu slentrer jeg lidt rundt og kigger.
Jeg mangler ikke rigtigt noget, så jeg oser bare.
Der er også et tv, der viser en eller anden rugby kamp.
Det er stort her og især i Sydafrika, men mig fænger det ikke.
Jeg glæder mig altid på forhånd. når jeg besøger sådan en stor Mall.
Men jeg bliver skuffet hver eneste gang.
Jeg kører hurtigt sur i det og vil hjem.
Værst er det, hvis jeg er sådan et sted sammen med en damemenneske af det modsatte køn.
Det klarer jeg ikke.
Jeg bliver urimelig, og skal anbringes et sted, hvor de serverer kaffe.

Snart daffede jeg ud til det nærmeste busstop, hvor jeg fangede en Combi.
De ender alle ved Stationen, og det område kender jeg efterhånden ud og ind.
Altid fest og farver der, altid noget at se på.
Det endte med, at jeg går i supermarkedet for at købe lidt ind.
Jeg har fundet ud af, at de har budding.
Dejlig gul budding.
Sådan en spandfuld er bl. a udset til at være min aftensmad.
Det ville jeg ikke have gættet på, før jeg kom herned 🙂

Jeg indrømmer det blankt.
Jeg er afhængig.
Jeg har et misbrug, som jeg bliver nødt til at kæmpe imod:
Jeg har svært ved at holde mig fra Ekstrabladet.
Næsten daglig lokker de mig svage sjæl med deres vildledende overskrifter og tåbelige pseudonyheder.
For få dage siden læste jeg overskriften:
“Rocklegende forsvundet.”
Det viste sig så at Nick Cave ledte efter sit sande musikalske jeg.
På et album….
Jamen altså …

I aften udløses spændingen, kunne jeg så læse i dag.
Nåda, hvad kan det dog være.
Der drejer sig så om et program, der hedder Gift ved første Blik, som jeg aldrig har set og aldrig skal se.
Der fangede de mig igen.
De er rigtig dygtige til at lave de der kioskbaskere, og jeg plumper bare i.

Men nu skal det også være slut.
Ikke mere noget med at finde ud af, hvad der f. eks. gemmer sig bag overskriften: “Havde sex med teenagedatters venner”.
Øhhhhhhh, jeg nåede lige at se, at det var en 42-årig kvinde fra Californien, men det var også sidste gang

Jeg når det ikke.
Jeg har haft en måned til at vænne mig til at finde ud af, hvor de højrestyrede biler kommer susende fra.
Det går ikke for godt.
Det er virkelig svært for mig.
Jeg indskærper mig selv forskellige regler.
Jeg kigger fra højre til venstre adskillige gange, og alligevel sker det stadig, at jeg må sige: Nåh ja, det er der, de kommer fra.
Rundkørslerne er helt umulige.
Jeg har da ellers cyklet i England og Wales, ja endda inde i London, men jeg husker ikke, at det dengang var så vanskeligt.
I Skjern er det langt lettere at overskue, men det er de vist ret ligeglade med her.
Jeg får nok ikke nogen her overbevist om, at det er langt nemmere med højrekørsel.

Hjemis.
Jeg er helt klar over, at de fleste af jer i rolige stunder har stillet jer selv spørgsmålet: Har de Hjemis i Gaborone?

Og det har de skam.
Det er nøjagtigt som i Danmark, bare anderledes.
Mens jeg en dag slæbte mig hjem, hørte jeg denne herres båthorn.
Jeg standsede ham og spurgte, hvad han solgte.
Det viste sig at være is, og faktisk en forbavsende god is.
Næsten frossen.
Jeg bliver altid så glad, når jeg ser nogen, der har fundet en niche, der kan sikre dem en indkomst.
Jeg kiggede naturligvis også på mandens cykel og overvejede at hugge den fra ham.
Men det ville jo give ham nogle problemer i driften af Hjemis, Gaborone Aps. så jeg traskede videre – uden cykel.

Men med en is i hånden 🙂

Næste dag mødte jeg ham igen.
Han fortalte, at han havde købt sin cykel brugt for 400 Pula.
Og så kommer han i øvrigt fra Zimbabwe

Mma Precious Ramotswe

“One of the things Mma Ramotswe had learned about human nature was that people tended to be inordinately proud of the place they came from, and that any disparaging remark about that place was hurtful — even if it happened to be true.”
—from The House of Unexpected Sisters

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *