Game Reserve – Not

Dag 16. Torsdag den 26 september.
Vandret 7 km. Total 140 km.

Incl de 10 km jeg glemte i går.

Jørgen Rygs bokser blev spurgt:
Hvor mange kampe har du haft?
100.
Hvor mange har du tabt?
100.
Nåh ja, man kan jo ikke vinde hver gang.
Jeg kastede mig også denne fine septemberdag ud i en lille kamp, som jeg ikke vandt.
Jeg havde fundet på, at jeg ville i The Game Reserve.

Det er en mindre safaripark, der ligger næsten inde i byen.
De har ikke nogen af de store farlige dyr, men dog zebraer og kuduer m.m
De har ingen ture, man kan køre med på, så jeg agtede at gå rundt selv. Jeg mener, at jeg har læst et sted, at det var muligt.
Der var 8 km derud, så jeg hyrede en taxi.
Han satte mig af ved indgangen
Han ville gerne have kørt mig rundt derinde, men jeg havde ikke megen fidus til ham, og jeg gad ikke at forhandle en pris med ham.

Ring til mig, sagde han.
Det lovede jeg.
Den proces bliver dog lidt vanskeliggjort af, at jeg ikke har hans nummer.
Jeg fandt nu ud af, at man slet ikke måtte cykle eller gå rundt.
Det var vist mest pga slangerne, og det kunne jeg ikke gøre noget ved.
Hvis sorte manbaer sniger sig rundt, er det ikke godt.
Jeg mener stadig, at jeg har læst et sted, at man kan gå derinde.

Jeg skal nok finde stedet 🙂

Ved I forresten, hvilken farve en sort mamba har?
Ha ha, det hørte jeg godt.
Næh nej, den er slet ikke sort 🙂


Ny plan.
Jeg ville gøre mig til for de turister, der kom og ville køre rundt.
Rigtig fin plan, men der var et lille problem.
Der kom ingen.
En bil fyldt med koreanere kom ud, men det kunne jeg ikke bruge til noget.
Da jeg havde stået der en time, var jeg løbet tør for nye planer, så jeg gik tilbage til den store vej.
Jeg tog den første Combi der kom, og regnede med, at den nok gik et sted hen.
Man fik mig anbragt på forsædet, og dermed havde de scoret det første point.
Efter nogen tid blev chaufføren betænkelig på mine vegne og spurgte, om jeg var blevet væk.

Jeg fortalte ham, at jeg bare var på tur og benyttede lejligheden til at rose hans kørsel.
Det var noget, han kunne lide.
Det viste sig, at vi skulle til stationen og den kendte jeg rigtig godt.
Turen gennem hele byen kostede 4 Pula (2,50 kr), så jeg var stor i slaget og stak ham 10 pula.
Jeg vil gerne give lidt drikkepenge, hvis det er fortjent.
Jeg købte lidt lokalt mad, inden jeg vandrede hjem.
Jeg checkede lige med Kiwi-kuren, om jeg måtte få en lille is, og det var inden for lovens rammer.
En is koster kun 3-4 kroner.

Hjemme på matriklen var der strømafbrydelse, og den slags er altid irriterende.
Jeg er stærkt afhængig af strøm, det indrømmer jeg gerne.
Men den kom snart igen.
I morgen skal jeg mødes med en mand, der var med til at optage filmene med Mma Precious Ramotswe.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske, men han ringer til mig fredag morgen.
Lørdag skal jeg på ormekur.
Jeg skal besøge en god ven, der har lovet at stege nogle orme til os.
Hun bor i en by, der ligger omkring 20 km fra byen, så det bliver sjovt at se bushen.


Der ligger altid mindst en bog på mit natbord, og det skal der gøre
.
Jeg fører omhyggeligt statistik over de bøger, jeg læser.
Det er ikke alle mine følgere, der er begejstret for det, så derfor lægger jeg dem sidst, så det er nemt at springe over.


I disse dage er der VM i cykling.
Det ville jeg god tnok gerne have set, men men kan jo ikke blæse og gå over åen efter vand med mel i munden 🙂

Jeg har læst “Da trifitterne kom” af John Wyndham
1950. 260 sider.
Bog nr 32 jeg har læst i 2019.

En klassisk science fiction roman, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med.
Jeg så filmen, der er lavet efter bogen, først i 60erne, og den var jeg vældig tilfreds med.
Jeg mener også, jeg har læst bogen før.
Bogen handler om civilisationens undergang, da nogle planter overtager kontrollen med jorden.
De starter med at blinde langt de fleste mennesker på jorden, og så går det ellers slag i slag.
Planterne er uhyre tålmodige, og de giver aldrig op.
Naturligvis er bogen gammel, men den er ganske velskrevet.

Vi følger de forskellige gruppers arbejde med at organisere sig, og vi oplever, hvordan civilisationens fernis langsomt skrælles af.
Kampen for at overleve står tilbage.
Bogen handler naturligvis om trifitterne, men mindst lige så meget om, hvordan mennesker reagerer i ekstreme situationer.
Jeg var ikke voldsomt tilfreds med bogens slutning, men da forfatteren ikke længere er iblandt os har jeg ingen steder at gå hen med mine indvendinger 🙂
Og jeg må nok erkende, at bogens slutning er ganske sandsynlig.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *