Hjemme hos …

Dag 14. Tirsdag den 24 september.
Gennemført til fods: 1 km. Total 123 km.


Et lille ønske.
Nu har vi jo været sammen i Botswana nogen tid, og skulle I få lyst til en lille kommentar, til hvad der sker, så er I velkomne til det.
Jeg kan rigtig godt lide at skrive for mange mennesker, og skulle I endda få lyst til at dele xplorer48.dk med andre, er I yderst velkomne til at “sprede det glade budskab.”

Og nu skal vi i byen 🙂
Jeg havde set frem til at besøge mine nye venner fra gadeboden i deres hjem. Ideen var først og fremmest at få lov til at smage den mad, som de lokale spiser.
Det var det, som som Lonely Planet tilbød, men jeg vurderer min aften med disse søde mennesker langt højere end noget, som Lonely Planet kan give mig.
Det her var den ægte vare.
Men det var lige så meget for at se, hvordan almindelige mennesker lever her.
Jeg var jo godt klar over, at de ikke var de rigeste mennesker i byen, så forinden havde jeg været forbi boden med nogle Pula, så jeg var sikker på, at de ikke havde udgifter på mit besøg.
Jeg vidste godt, at de boede et godt stykke fra boden.
Der var for mange andre boder, der hvor de boede, forklarede de, så derfor havde de fundet et sted, hvor de ikke havde den store konkurrence.
Vi havde aftalt, at jeg skulle komme derhen kl 6, og de var ved at pakke ned, da jeg kom mødte op.
De har bil, og selvom det er en vældig gammel bil, så har de altså bil.
Jeg fandt snart ud af, at det med at have en bil var noget meget vigtigt.
Det var en Toyota med automatgear, som bruges i de fleste biler her.
Vi kørte først forbi mit hus, så han vidste, hvor han skulle aflevere mig bagefter.
De boede lidt mere simpelt, end jeg havde ventet.
Vi gik ind i en mørk fabriksagtig bygning, hvor de havde deres rum.
Familien består af 4 personer, og de råder over et enkelt rum, der ikke er særlig stort.
Der var ingen elektricitet, og der var ikke vand lagt ind.
Jeg spurgte ikke om, hvordan de gjorde med bad og toilet.
De var overhovedet ikke flove over, hvordan de boede, og det synes jeg er en flot ting.
Vi er, som vi er, og hvis ikke andre kan affinde sig med det, så er det bare ærgerligt.
Konen samlede madvarerne sammen og forsvandt udenfor for at tilberede dem.
Der var et komfur i rummet, men det virkede vist ikke.
Imens snakkede jeg med manden og også med datteren.
De var lidt benovede over, at jeg var rejst til Botswana, fordi jeg havde læst en bog.
Jeg havde bogen med, så de kunne se den.
Jeg skulle høre godt efter for at forstå alt, hvad de sagde, for den lokale accent og udtale giver mig nogle problemer.
Efter nogen tid kom konen tilbage og arrangerede nogle skåle på gulvet, med de ting vi skulle spise.
Jeg kan ikke helt gøre rede for, hvad vi fik, men der var noget oksekød og forskellige former for grøntsager.
Inden vi spiste, kom fruen rundt med en skål med vand, hvor vi kunne vaske hænder.
Jeg fik en gevaldig portion mad, og jeg blev nødt til at bede hende om, at lægge lidt tilbage igen.
Jeg fik også en ske, for jeg er ikke så god til at spise med fingrene.
Det meste af det smagte mig rigtig godt, og de var glade, da jeg roste deres mad.
Det ville jeg nu have gjort under alle omstændigheder.
Det er ikke godt at vide, hvad der gik gennem familiens hoveder, når de havde mig siddende sammen med dem.
Jeg håber, de syntes det var godt at møde en fremmed, der kan blive deres ven.
Sådan havde jeg det i hvert fald selv.
Jeg havde en lille gave med. Det var et drikkekrus, dansk design, som jeg havde købt i Frederiksbergcenteret.
Det vakte stor tilfredshed.

Store Flyttedag
Jeg havde aftalt med Brian, at jeg ville checke ud kl. 10, fordi der ville komme em ny gæst.
Det var ikke nogen gribende afsked.

Brian var der slet ikke, og han var heller ikke forbi for at sige farvel:
Det havde han heller ikke lovet mig, men jeg syntes nu, det var en anelse underligt.
So be it.
Men jeg kunne først checke ind det nye sted kl 15.30, så jeg måtte finde et sted at gøre af mig selv.
Jeg overvejede biblioteket, men der kunne jeg hverken få vådt eller tørt.
Jeg fandt så en lille Mall i nærheden af det nye sted, og det var både hyggeligt og fredeligt.
Jeg lod mig friste af en frisør, og jeg fik både klipning og hårvask for 50 pula.

Det trængte jeg virkelig til.
Næste fristelse, som jeg slet ikke kæmpede imod, var en kinesisk restaurant, der serverede stegte nudler med sea food og med en stor balje kinesisk the, var der ved at være styr på det hele.
Så manglede der bare 2 timer. Men for én der engang har ventet 17 timer i Hong Kong lufthavn, er det ikke noget at snakke om

Hvad er Gps?
Det var slet ikke så slemt.
Der var altid noget at se på.
Da det var tid, fangede jeg en taxi.
Det var en inder med sin lille søn på bagsædet.
Han havde lidt svært ved at finde vej.
Jeg havde Gps slået til, og sådan en havde han aldrig set før.
Han skreg af grin, da han kunne følge sin bil på skærmen.
Det var dog det mest utrolige, syntes han.
“Er det os”, ville han vide, da vi som en blå prik sejlede hen over skærmen.

Det var det da.
Jeg ved ikke hvordan han ellers ville have fundet derhen.

Men vi fandt det skam.

Nu er jeg godt installeret i mit nye home way from home, men nu forslår jeg, at vi venter med det til i morgen.
Så har I noget at glæde jer til.

2 Kommentarer Tilføj dine
  1. På trods af en gang veltillavet gule ærter med rigelige mængder af pølse og bævreflæsk, og senere en cykeltur på min ny model i cykel, så er jeg pænt misundelig på dit møde med Botswanas lokalbefolkning, de virker glade for det de har og det de er !?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *