Hic sunt Dracones

Oh Vandringsmand.
Mine ben ville gerne have en pause, så det blev kun til 6 km. gang. Totalen er nu 58 km

Jeg ville på biblioteket.
Det havde jeg store forventninger til.
Jeg vidste godt, hvor det lå, og fandt efter en tid indgangen.
Der var dødsstille derinde.
Og det var ikke fordi, der var tomt.
Først skulle jeg opgive navn og skrive under på noget.
Min rygsæk røg i et skab.
Jeg kom nu ind i et meget stort lokale, hvor der sad ca 70-80 mennesker og arbejdede.

I total tavshed.
Jeg sendte en venlig tanke til dagplejemødrene på Skjern Bibliotek.
Der var ingen bøger i det lokale.
De stod i det næste lokale.
Det var langt mindre og indeholdt 8-10 reoler med bøger.
Jeg fandt en opdeling af materialet, og det gik snart op for mig, at udvalget af engelsksproget skønlitteratur var yderst begrænset.
Stort set alle bøger havde en 20-30 år eller mere på bagen.
Jeg fandt “En sælgers død”, men det var ikke rigtig noget.
Jeg endte med at læse om Gabarone og Botswana i en ældgammel bog, hvor jeg bl. a kunne læse, at der var 200.000 indnyggere i byen.

Nu er der vist 600.000.
Man skal lære, så længe man har lever, og nu ved jeg, at bibliotekerne i Botswana mest er beregnet til at studere i.
Det der med udlånet kommer nok lidt senere.
Jeg skubbede forsigtigt min stol på plads og listede af.

Her findes drager
I gamle dage oplevede kartograferne undertiden store problemer med uudforskede områder på de kort, de skulle lave. Kortene blev ofte forsynet med hvide pletter og den oplysende tekst hic sunt dracones/her findes drager.

Jeg er skam blevet spurgt, om jeg har set nogle drager. Og nu har jeg mit bykort, der er helt uden hvide pletter og dragetekster. Dog har jeg set nogle firben, men de tæller vist ikke rigtigt med.

Gadesælgeren.
For et par dage siden var jeg på vej hjem fra byen, da jeg passerede en gadebod. Jeg er altid tørstig her, og den dag var ingen undtagelse.
Jeg havde nogle ting med hjem, bl a en plastpose med nogle varer.
Den satte jeg fra mig, mens jeg fandt nogle Pula frem, og så glemte jeg alt om den.
Senere på dagen fandt jeg ud af, at posen manglede.

Jeg regnede ud, hvor det var, jeg havde glemt den og gik derhen, men da havde de pakket sammen.
Dagen efter kom jeg forbi igen, og damen råbte mig an. Hun ville vide, om jeg havde købt cola dagen før, og om jeg havde glemt en pose.
Jeg bekræftede begge dele.
Nu gik hun lidt væk og fandt min pose, som hun gav til mig.
Jeg så lidt betuttet på hende.
Det var da dejligt at møde så ærligt en menneske, sagde jeg.
Hun forklarede mig, at hun ikke kunne drømme om at snyde sine kunder.
Jeg købte en ny cola, og jeg kan da godt afsløre, at jeg var noget rundhåndet med drikkepengene


Min blog handler rigtig meget om Mma Ramotswe og hendes verden, og det bliver ikke mindre, kan jeg afsløre.
Denne lille episode er som taget ud af historien om Damernes Detektivbureau nr 1.
Kan det virkelig passe, tænkte jeg mange gange, når jeg læste om Botswana, og det ser det faktisk ud til, at det kan.
Sidste: Så fik jeg lov til at tage et billede af den søde dame.

Faders Vilje.
Det var min far, der startede det hele. Han var flittig gæst på biblioteket i Aabybro, og han kom hjem med Pelle Haleløs, som han læste for os.

Snart begyndte jeg selv at stave mig igennem bøgerne, og jeg fik den ene åbenbaring efter den anden.
Jeg var solgt.
Jeg husker endnu mit lånernummer i skolen.
Nr 511.
De andre grinede, når jeg slæbte stakke af bøger hjem, men jeg læste dem faktisk.

Mit liv blev fyldt med bøger, og sådan har det været lige siden.

Jeg har en rigtig god ven, som også elsker bøger.

Vi giver af og til hinanden tips om gode bøger.
En dag kom ham med en bog, som jeg aldrig havde set før: Damernes Detektiv Bureau nr 1.
En spøjs titel.
Og da gik jeg i gang.

Bøgerne skrider ualmindelig langsomt frem, og der er så mange gentagelser, at det virker helt eventyragtigt.
Utallige gange hører vi om den lille hvide varevogn, og utallige gange hører vi, at Mma Makutsi fik 97 % i maskinskrivning.
Men vi hører ikke de ting én gang for meget.

Vi arbejdede os stille og roligt gennem alle bøger, vist 13 stk.
Vi oplevede nærmest en følelse af tomhed, da vi var færdige.
Der må jeg ned, sagde jeg, og få dage efter havde jeg smidt penge efter en billet til Gaborone.
Man kan vist godt sige, at Damernes Detektivbureau nr 1 kom til at forandre mit liv.
Jeg forventer ikke, at andre får det samme ud af bekendtskabet med Precious Ramotswe,selv om jeg under alle at løbe ind i en litterær oplevelse. Men hvad med dig?
Har du læst en bog, der forandrede dit liv?
Det vil jeg rigtig gerne høre om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *