Independence Day

Dag 20. Mandag den 30 september.
Vandret 13 km. Total 179 km.


Jeg havde været i gang med at undersøge, om der var nogle arrangementer i anledning af Independence Day, men jeg havde ikke kunnet finde noget.
Men så kom Nino Vært, og spurgte, om jeg ville med hen til en festlighed, der blev afholdt på en nærliggende skole.
Om jeg ville.

Egentlig skulle man helst have en blazer på, men da jeg ikke råder over den slags udstyr, måtte jeg komme i min polo Shirt.
Ikke én løftede et øjenbryn.
Hovedtemaet var “Gratis mad”, og den slags er jo altid fint.
Vi var der ret tidligt, og Nino hilste på en masse mennesker, og han var så venligt at introducere mig til nogle af dem.
Vi kom ind i et stort lokale, hvor man var begyndt at rigge til med mad, borde og stole.
Salen fyldtes langsomt, og jeg var den eneste “tilløber”.
Jeg blev budt velkommen og blev inviteret til at sidde oppe foran sammen med The Councelor og de andre vigtige personer.

Heldigvis fik jeg det forpurret, så jeg fik lov til at sidde nede blandt folket.
Men jeg slap ikke for at blive præsenteret, og Nino gavn mig tegn, da jeg skulle rejse mig op og smile.
Der var en del taler, som jeg naturligvis ikke forstod noget af, men jeg klappede da sammen med alle de andre.
Så skulle vi synge fødselsdagssang.

Jeg sad en tid og funderede over, hvem der havde fødselsdag, indtil det gik op for mig, at det var Botswana.
The Councelor fik en tallerken med mad bragt op, og han bad en lille bøn over den.

Vi sang naturligvis også nationalsangen.
I får ikke så mange billeder, for det er ikke velset, at man tager billeder af den slags begivenheder.
Så blev der sunget nogle sange, og det var enormt smukt at høre på. Flerstemmig sang som denne, har jeg hørt på Grønland, og det her mindede om det.
Der forstod jeg heller ikke et ord.
Så blev der sagt værsgo, og folk stillede op i lange rækker.
Nino og jeg selv fik maden leveret på vores pladser.
Hmmmmm.

Jeg faldt i snak med en mand, der sad ved siden af mig. Han var sikkerhedsvagt og rigtig venlig og interesseret, og vi byttede naturligvis email adresser mm.
Efter at vi havde spist vores lækre mad, gik Nino rundt og sagde farvel til en masse mennesker.
Jeg fulgte bagefter og gjorde det samme.
Sådan en begivenhed er det ikke ret mange turister beskåret át opleve og jeg følte mig meget heldig.

Det sagde jeg naturligvis til Nino, og det blev han glad for at høre.
Han spurgte om jeg kunne tænke mig at besøge en landsby langt ude i Bushen.
Det var noget med at sidde omkring et bål og synge og danse .
Jeg skulle regne med en overnatning.
Den er jeg med på, sagde jeg straks.
Nu må vi se, om det bliver til noget.
Jeg er bare så klar
.

Om lidt er kaffen klar.
Så skete det. På den 19. dag fandt jeg en fin café i et super marked 2,4 km fra mit hus.
Og så kostede det kun 14.50 Pula (9 kr).
Det er faktisk billigere end Brugsen i Skjern.
Det er en kilde til stor forbavselse for folk her, at jeg ikke bruger hverken sukker eller mælk. De er nødt til at spørge en ekstra gang for at være sikre på, at de har hørt rigtigt.

8 køer
Du kender sikkert udtrykket medgift og regner med, at det er noget, der hører en svunden tid til.
Måske nok i Danmark, men ikke i Botswana.
Her skal der stadig betales medgift, og det er normalt 8 køer.
Men da man ikke sådan har køer som lagervare længere, veksler man det til pula.
Og så ender vi gerne på 10-15000 pula.

Og det er bare for at få lov til at gifte sig
“Asking from the groom’s family for the bride to be married”
Faktisk skal man også betale et beløb for at få lov til at spørge.

Så kommer festen oveni.
300 gæster eller flere er ikke usædvanligt
Alt det her er sådan set ikke noget brudeparret har nogen indflydelse på.
Det forventes, at det er sådan.
Ellers bliver man mere end almindelig upopulær.
Et bryllup kan sagtens løbe op i 150.000 til 300.000 pula.
For én dag.

Nu be´r jeg Dem Fru Heilbunth.
Så mange penge har de færreste på kontoen, så det mest almindelige er at tage et lån.
“Det bødes der for i mange år, som kun var en stakket glæde” 😉


Jeg snakkede med en mand, som har en ikke giftefærdig datter.
Han syntes, der var helt i orden, at han fik noget ud af det, når hun skulle afsættes.
“Jeg har brugt mange penge på min datter, og det er nærmest en form for investering.”
Begge mine døtre er godt gift, og jeg begynder da at fundere over, om der ikke er noget, der hedder medgift med tilbagevirkende kraft 🙂
Spøg til side, jeg er glad for, at noget lignende ikke findes i gode gamle Danmark

Haves: Cykelsti. Søges: Cykler.
Har du prøvet at cykle i København?
Det går vildt for sig.
Der er for det første rigtig mange cykler, og de har næsten alle samme dagsorden: Vi vil frem.
Man skal se sig ualmindelig godt for, for de kommer fra alle sider.
ganske skræmmende.
Skældsordene fyger gerne gennem luften, hvis man formaster sig til at komme i vejen for den lycraklædte ældre herre, når han må lade sig sinke i nogle få sekunder.
Eller hvad med en el-ladcykel, der også fylder den del af stien, hvor du troede du skulle være?
Der er en rigtig fin cykelsti langs den store vej ud til hvor jeg bor her i Gaborone.
Den er bred, og den har fin asfalt.
Den kunne såmænd godt ligne an af de gode cykelstier i København.
Der er dog en lille fors
kel.
Her er ingen cykler.

Lazy Sunday afternoon

Dag 19. Søndag den 29 september.
Vandret 9 km. Total 166 km.

VM til Danmark
I kan tro jeg fulgte med.
Og hvor ville jeg gerne have set det.

Men det blev så ikke denne gang.
Jeg havde bestemt ikke forventet dette resultat, men når løbet bliver langt og hårdt nok, kan alt ske.
Og det var Van der Poel der blev sat af, Sagan der halsede bagefter og spurt kanonen Trentin, der blev slået i spurten.
Sådan.
Jeg blev så opløftet, at jeg besluttede mig for at gå ud og fejre det.
Det er ikke hver dag man får en dansk verdensmester.
Tillykke til os allesammen.

Jeg havde besluttet, at det skulle være en doven dag, men der sker jo altid noget.
Jeg bor lige ved siden af Hare Krishna templet, så jeg fandt på at spise morgenmad der.
Jeg ved ikke, hvad jeg fik, men der var the til.
Og det smagte godt.
Og de er ualmindelig søde


Jeg sludrede lidt med den moragtige inder, der serverede, og jeg fandt ud af, at tilhængerne bor rundt omkring, og så samles de ved templet.
Hun taler ikke Seswana.
Jeg kan godt lide at komme der.
Der er en god karma
(Er det ikke sådan, det hedder?)

Det viser sig, at der er hele 2 helligdage, så der er stadig kaos af rejsende i byen.
Jeg gik lidt rundt og kiggede.
Fik en lille is, og gik hjem igen.

Om eftermiddagen “så” jeg cykelløb, og så var det jo, at jeg var nødt til at gå ud og fejre det.
I morgen vil jeg fortælle lidt om medgift, og der vil også komme et billede af en cykelsti
Skulle du sidde og kede dig, så har jeg en lille opgave her, som du kan fornøje dig med.

De invasive arter.
Jeg læste et sted, at rigtig mange københavnere er trætte af turister.
De gider ikke længere træde til, hvis de ser en turist stå og fedte med et kort eller en smartphone.
De har fået nok.
Og det er ikke, fordi folk er blevet mere uvenlige, end de var for år tilbage, hvor man gerne gav en hjælpende hånd.
Der er simpelthen for mange turister.
Man orker ikke at begynde at hjælpe, for det får aldrig ende.
Besøgende ved Den lille havfrue skal være mere end almindelig heldig for ikke at få en japaner eller kineser med på billedet.
De kommer i horder.

Det er lidt svært at få øje på en løsning på problemet, som man også kender andre steder i landet.
Mange småbyer langs den jyske vestkyst står totalt i turismens tegn, og også der er der blevet meldt ud, at grænsen er nået.
F. eks. kan et besøg i Søndervig på en dejlig sommerdag hurtigt vokse én over hovedet.
Vaskebjørnen og mårhunden er invasive arter, der breder sig i landet, og turisten er vel også en invasiv art.
Forskellen er bare, at turisterne har penge med.
Og hvordan er det nu lige det er: “Money talks” 🙂
Jeg husker en gammel tekst fra Hjørring-revyen, hvor et ægtepar havde lejet deres hus ud til turisterne.
I stedet opholdt de sig i bryggerset.
Med pengene 🙂
Man kunne jo også tage en tur til Gabarone, men der finder man jo ikke Den lille Havfrue.

Grab and run.
Mine venner her siger til mig, at jeg skal være mere forsigtigt.
De har sikkert ret.
Her i Gabarone har man et udtryk, der hedder grab and run.
Man griber lynhurtigt en værdigenstand fra en uopmærksom turist, og så løber man.
Jeg skal huske at lukke min taske, og jeg skal tænke over, hvor jeg har min telefon og mit kamera.
Jeg ved det godt.
Problemet er naturligvis størst i lavindkomst-områderne og om natten
Jeg ligner ikke en million, men naturligvis er jeg bedre stillet end de aller fattigste her.
Jeg prøver at være forudseende.
Jeg går ikke ud om natten.
Jeg bringer ikke alle mine værdigenstande med mig, når jeg går ud.
Mine kreditkort er gemt i mit værelse bag 3 låste døre.
Jeg medbringer en kopi af mit pas.
Det værste jeg kan miste er næsten min telefon, der har mange vigtige informationer.
Hvis jeg skulle blive udsat for en gang Grab and Run, vil det irritere mig voldsomt, men det vil ikke være jordens undergang.
Sidste gang jeg røg ud i noget snavs var på Hjørring, banegård, af alle steder.
Min tegnebog blev listet ud af min (åbne) taske.
(Gid gerningsmandens røv måtte klø, og hans arme være for korte)

Vigtig information.
Er I klar over, at der ikke findes kanariefugle på Kanarieøerne.
Det sammer gælder Jomfruøerne.
Heller ingen Kanariefugle.

Ormekuren udsat

Dag 18. Lørdag den 28 september.
Vandret 11 km. Total 157 km.

Dagen skulle bruges på en tur til Ramotswa, der ligger ca 24 km fra Gabarone.
Jeg mødtes med en god ven ved stationen, og så fulgtes vi derud.
Vi forsøgte at købe nogle af de berømte orme, men de var udsolgt alle steder.
Vi blev enige om, at udsætte projektet nogle dage.
Det skal nok komme.
Mandag er Independence-dag i Gabarone, og trafikken er helt vanvittig.
Alle skal et eller andet sted hen.


Vi var heldige at få siddepladser i den totalt overfyldte bus.
Det ser ud til, at hedebølgen er lidt afblæst.
Det værste skulle blive næste lørdag med 36 grader.

Efter ankomsten til Ramotswa købte vi lidt ind og tog en taxi til vores destination. De 6 kr pr. person kan der godt blive råd til.
Familien boede i et lillebitte hus.
Den består af 4 personer.
Det kan ikke være let.
Fjernsynet kørte, og for første gang i 18 dage så jeg TV.
Jeg har ikke savnet det synderligt, men jeg har da hele tiden fokus på, at det er i morgen søndag, at der køres VM i cykling. 🙁
Vi hyggesnakkede, og jeg fik lov til at kigge i den 12-årige datters skolebøger.
Det så flot ud, og de forklarede da også stolte, at hun klarede sig fint i skolen.

Ud på eftermiddagen trængte jeg til at komme hjem til mig selv, og jeg sprang på bussen til Gaberone.
Den var heldigvis ikke overfyldt.
Stationen var et kaos af rejselystne mennesker, og jeg kunne se de enormt lange køer ved alle busserne.
Jeg var glad for, at jeg kunne nøjes med de 3 km til mit hjem.
Jeg fik købt lidt, inden jeg dappede hjemad.
Jeg følte mig en anelse brugt, og dagbogen bliver ikke så lang i dag.
Men skal vi ikke råde bod på det i morgen
?

Detektivbureauet og Speedy Motors

Dag 17. Fredag den 27 september.
Vandret 6 km. Total 146 km.

Damernes Detektivbureau Nr. 1
Min vært Nino havde lovet at introducere mig til en mand, der havde været med, da de optog TV-filmene og spillefilmen tilbage i 2007.
Det havde jeg set frem til, og jeg blev ringet op af manden, der aftalte med mig at jeg ville blive afhentet fredag morgen.
Jeg var naturligvis klar, og dermed mødte jeg første gang Africa, som han hed.
Flot navn.
Han havde taget sin søde kone Laura med.
Jeg inviterede på morgenmad, og vi blev enige om, at det skulle finde sted på The No 1 Ladies Cafe.

Der havde jeg været før, men jeg ville gerne derhen igen.
Vi kom derhen og fik bestilt noget morgenmad, og så gik snakken.
Jeg følte mig rigtig på bølgelængde med de to, og jeg havde masser af spørgsmål.

Han fortalte, at han aldrig havde fået læst bøgerne, men han kendte naturligvis handlingen ud og ind fra manuskripterne.
Han havde netop taget et manuskript med og også nogle private fotos fra optagelserne.
De kommer her lidt efter lidt.
Han arbejdede dengang med isolering, og han var mest blevet hyret til at lave praktiske ting, men han havde også været med i et afsnit som politimand.

Han foreslog at vi kørte rundt og kiggede på lokaliteterne.
Alt var desværre væk, men vi kunne se, hvor kulisserne havde stået.
Han og mange andre havde været kede af, at man ikke havde fundet det nødvendigt at bevare kulisserne, men de ansvarlige syntes ikke, det var noget,
Og nu er det for sent.
Det var dagen før en forlænget weekend, og trafikken var håbløs.
Hele tiden gik snakken, og jeg fik en utrolig masse ting at vide om optagelserne og også om Gaborone og Botswana i det hele taget.
Vi så først det sted, hvor Detektivbureauet var blevet bygget op, og han pegede ud, hvor det havde stået.
Intet tilbage.

Dernæst kørte vi hen til Speedy Motors, hvor Mr. J. L. B. Matekoni havde haft sit værksted
Der var i det mindste lidt af bygningen tilbage.
Vi kom forbi en vej, hvor selvbestaltede mekanikere tilbød reparationer i vejkanten.
Det havde måske været noget for de to dovne lærlinge fra Speedy Motors.

Jeg ville aldrig nogensinde have kunnet finde frem til disse lokaliteter på egen hånd. Jeg er meget heldig, at jeg mødte denne mand.
Vi kunne sagtens blive rigtig gode venner, og jeg synes, at vi allerede er godt på vej.
Jeg blev inviteret til at komme og besøge dem i deres hjem, inden jeg tager af sted, og det tog jeg imod med stor glæde.
Når den dag kommer, vil jeg have en gave med til dem, og jeg har allerede bestemt, hvad det skal være.
Det skal være en bog, der hedder Damernes Detektivbureau Nr. !.
Mon ikke det vil være en perfekt gave 🙂

Cyklerne. Never ending story
Nu ved jeg sådan set, hvad jeg skal vide om cyklerne her.
Jeg har fået oplyst, at det skal koste mig 130 pula per dag at leje den cykel, der befinder sig her i huset.
Det er naturligvis langt billigere and de 400 pula, de andre forlangte, men det er stadig 80 kr.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det koster mig 4 pula at køre gennem hele byen i en Combi, og en “special trip” i en taxi koster 30 pula.

Jeg syntes simpelthen ikke, det giver god mening.
Samtidig er jeg heller ikke sikker på, at jeg er helt på bølgelængde med cyklens ejer, der på forhånd blev beskrevet for mig som en “businessman”.
Han kunne sagtens have snakket mig til at leje dyret, men det var der ikke sådan lagt op til.

Mad.
En af mine mange følgere er kommet mig til undsætning, og det er jeg altid yderst taknemlig for:
Jeg har læst lidt i din dagbog fra Botswana, og du havde bla. noget mad, som du ikke lige vidste hvad var.

Det ligner zaza fra Zimbabwe, som er majsmel kogt i vand.

Hedebølge
Man kan roligt sige, at temperaturerne er noget svingende.
Nu har vi haft et par dage med temperaturer lige over de 20 grader, og natten til fredag skulle vi komme helt ned på 9 grader.
Men så ugen efter rammer vi 38 grader.

Mindst.
Den danske varmerekord er på 36,4
, og rekorden i Botswana er 44 grader.

In a statement on Tuesday night, the department warned that extremely high temperatures ranging from 38°C to 41°C are expected over the western half of Botswana extending into the southeastern parts of the country.
It advised members of the public in the affected areas to take precautionary measures to protect themselves from these adverse weather conditions.

Der findes en del, som jeg ikke kan fatte….
Jeg ser ikke fodbold. Det er mange år siden det fik en ende.
Jeg sad en dag og kiggede på en kamp, da det gik op for mig, at jeg var ligeglad, hvem der vandt.
Så sluttede det.
Men jeg følger da lidt med.
Aab er stadig lidt mit hold, og jeg synes det er rigtig fornøjeligt, når Hobro vinder.
Nu læser jeg, at en spiller har fået stjålet et ur til en værdi af mere end 500.000 kr fra sit omklædningsrum.
Er det kun mig, der undrer sig over, hvordan man kan finde på, at tage sådan et ur med i et omklædningsrum?

Game Reserve – Not

Dag 16. Torsdag den 26 september.
Vandret 7 km. Total 140 km.

Incl de 10 km jeg glemte i går.

Jørgen Rygs bokser blev spurgt:
Hvor mange kampe har du haft?
100.
Hvor mange har du tabt?
100.
Nåh ja, man kan jo ikke vinde hver gang.
Jeg kastede mig også denne fine septemberdag ud i en lille kamp, som jeg ikke vandt.
Jeg havde fundet på, at jeg ville i The Game Reserve.

Det er en mindre safaripark, der ligger næsten inde i byen.
De har ikke nogen af de store farlige dyr, men dog zebraer og kuduer m.m
De har ingen ture, man kan køre med på, så jeg agtede at gå rundt selv. Jeg mener, at jeg har læst et sted, at det var muligt.
Der var 8 km derud, så jeg hyrede en taxi.
Han satte mig af ved indgangen
Han ville gerne have kørt mig rundt derinde, men jeg havde ikke megen fidus til ham, og jeg gad ikke at forhandle en pris med ham.

Ring til mig, sagde han.
Det lovede jeg.
Den proces bliver dog lidt vanskeliggjort af, at jeg ikke har hans nummer.
Jeg fandt nu ud af, at man slet ikke måtte cykle eller gå rundt.
Det var vist mest pga slangerne, og det kunne jeg ikke gøre noget ved.
Hvis sorte manbaer sniger sig rundt, er det ikke godt.
Jeg mener stadig, at jeg har læst et sted, at man kan gå derinde.

Jeg skal nok finde stedet 🙂

Ved I forresten, hvilken farve en sort mamba har?
Ha ha, det hørte jeg godt.
Næh nej, den er slet ikke sort 🙂


Ny plan.
Jeg ville gøre mig til for de turister, der kom og ville køre rundt.
Rigtig fin plan, men der var et lille problem.
Der kom ingen.
En bil fyldt med koreanere kom ud, men det kunne jeg ikke bruge til noget.
Da jeg havde stået der en time, var jeg løbet tør for nye planer, så jeg gik tilbage til den store vej.
Jeg tog den første Combi der kom, og regnede med, at den nok gik et sted hen.
Man fik mig anbragt på forsædet, og dermed havde de scoret det første point.
Efter nogen tid blev chaufføren betænkelig på mine vegne og spurgte, om jeg var blevet væk.

Jeg fortalte ham, at jeg bare var på tur og benyttede lejligheden til at rose hans kørsel.
Det var noget, han kunne lide.
Det viste sig, at vi skulle til stationen og den kendte jeg rigtig godt.
Turen gennem hele byen kostede 4 Pula (2,50 kr), så jeg var stor i slaget og stak ham 10 pula.
Jeg vil gerne give lidt drikkepenge, hvis det er fortjent.
Jeg købte lidt lokalt mad, inden jeg vandrede hjem.
Jeg checkede lige med Kiwi-kuren, om jeg måtte få en lille is, og det var inden for lovens rammer.
En is koster kun 3-4 kroner.

Hjemme på matriklen var der strømafbrydelse, og den slags er altid irriterende.
Jeg er stærkt afhængig af strøm, det indrømmer jeg gerne.
Men den kom snart igen.
I morgen skal jeg mødes med en mand, der var med til at optage filmene med Mma Precious Ramotswe.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske, men han ringer til mig fredag morgen.
Lørdag skal jeg på ormekur.
Jeg skal besøge en god ven, der har lovet at stege nogle orme til os.
Hun bor i en by, der ligger omkring 20 km fra byen, så det bliver sjovt at se bushen.


Der ligger altid mindst en bog på mit natbord, og det skal der gøre
.
Jeg fører omhyggeligt statistik over de bøger, jeg læser.
Det er ikke alle mine følgere, der er begejstret for det, så derfor lægger jeg dem sidst, så det er nemt at springe over.


I disse dage er der VM i cykling.
Det ville jeg god tnok gerne have set, men men kan jo ikke blæse og gå over åen efter vand med mel i munden 🙂

Jeg har læst “Da trifitterne kom” af John Wyndham
1950. 260 sider.
Bog nr 32 jeg har læst i 2019.

En klassisk science fiction roman, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med.
Jeg så filmen, der er lavet efter bogen, først i 60erne, og den var jeg vældig tilfreds med.
Jeg mener også, jeg har læst bogen før.
Bogen handler om civilisationens undergang, da nogle planter overtager kontrollen med jorden.
De starter med at blinde langt de fleste mennesker på jorden, og så går det ellers slag i slag.
Planterne er uhyre tålmodige, og de giver aldrig op.
Naturligvis er bogen gammel, men den er ganske velskrevet.

Vi følger de forskellige gruppers arbejde med at organisere sig, og vi oplever, hvordan civilisationens fernis langsomt skrælles af.
Kampen for at overleve står tilbage.
Bogen handler naturligvis om trifitterne, men mindst lige så meget om, hvordan mennesker reagerer i ekstreme situationer.
Jeg var ikke voldsomt tilfreds med bogens slutning, men da forfatteren ikke længere er iblandt os har jeg ingen steder at gå hen med mine indvendinger 🙂
Og jeg må nok erkende, at bogens slutning er ganske sandsynlig.


The Three Dikgosi Monument

Jeg tror, jeg bliver godt tilfreds med det sted, jeg er flyttet til.
Det ligger på den anden side af bymidten, men stadig ikke langt fra centrum.
Det ligger på en lille, stille vej, hvor freden kun forstyrres af talrige hundes galpen.
Man må gå ud fra, at det er vagthunde, men derfor kunne de da godt holde deres kæft.
Min nye vært hedder Nino, og han tog imod mig i går.
Han er fransklærer og lader til at være et behageligt menneske.
Da han havde vist mig rundt, gik vi et sted hen og fik en kop kaffe.
Det kunne jeg godt lide.

Han bor ikke selv i huset, der er ganske stort og med plads til mange mennesker.
Der er andre logerende, som jeg endnu ikke har set.
Der er to badeværelser, og det ser ud til, at jeg i øjeblikket har det ene for mig selv.
Der er også et stort dejligt køkken, som jeg må bruge.
Endvidere en dagligstue, hvor jeg nok ikke vil komme meget.
Mit værelse har godt med skabsplads.
Der er en dejlig seng og en ventilator, som der sjældent er brug for.
Loftsbelysningen mangler, men der er en sengelampe, der sagtens kan dække mit behov.

Og så har jeg en arbejdsplads, hvor jeg kan sidde og skrive.
Det manglede jeg det sted, jeg boede før.

Jeg måtte selv konstruere en arbejdsplads.
Det er rigtig vigtigt for mig
Nino kender en mand, der var med, da filmene om Precious Ramotswe blev optaget.
Ham vil han introducere mig til.
Og så er der en anden beboer, der hedder David.
Nino forklarede, at han ejer en cykel, som han aldrig har brugt.
Den gamle Opdagelsesrejsende vejrer straks morgenluft 🙂

The Three Dikgosi Monument er en bronzeskulptur i the Central Business Statuerne viser tre dikgosi (stammehøvdinge): Khama III of the Bangwato, Sebele I of the Bakwena, and Bathoen I of the Bangwaketse.
Forskellige events er blevet afholdt ved monumentet, f. eks Miss Independence Botswana 2008.
Monumentet er den mest besøgte turistattraktion i Gabarone.


Dagens mission var et besøg ved det berømte monument.
Der var kun få kilometer at gå.
Og nu havde jeg skam fået skyer på himlen, og der var slet ikke varmt længere.

Jeg savnede næsten en lille trøje 🙂
Statuerne er 5 meter høje, så de var nemme at finde.
Men der var hegn rundt om, som jeg begyndte at følge, indtil jeg kom til indgangen.
Straks jeg kom ind, gik en ung mand hen imod mig.
Han forklarede, at han var Timothy, og at han var min guide for dagen.

Og så fik jeg ellers den store tur med landets historie.
Han var et leksikon af oplysninger.

Han talte en anelse hurtigt, så jeg missede lidt her og der.
Det var rigtig interessant, og det varede mere end en halv time at komme rundt.
Selve statuerne var lavet af en gruppe af mennesker i Korea og, det havde givet lidt mislyd, da de blev sat op.
Men flotte var de bestemt, og jeg kom faktisk til at tænke på det imponerende kunstværk “Mennesket ved havet” i Esbjerg.
Vi kom til vejs ende, og jeg skulle både registreres og udfylde spørgeskema.
Det kostede ikke noget, forklarede Timothy, men en erkendtlighed til guiden ville der da blive set på med milde øjne.
Timothy fik sin erkendtlighed.

Et trist møde.
Jeg gik rundt i området ved stationen, som jeg så ofte gør.
Der sker rigtig mange ting, og der er meget at kigge på.
Jeg faldt i snak med en hvid mand, der bar rundt på et lille barn på en 3-4 år.
Han var nok en 35-45 år, og han lignede en, der godt kunne klare en pint eller to.
Han så faktisk temmelig slidt ud.
Han ville godt vide, hvem jeg var, og hvad jeg lavede der.
Han fortalte, at han kun var der p.g.a sin søn, og at han ikke kunne fordrage at være der.

Han havde intet til overs for de mennesker, der boede der.
De levede som i stenalderen, og det ville aldrig blive anderledes.
De var fattige mennesker i et fattigt land, og det var sådan, det var.
Jeg indvendte, at jeg da ellers havde mødt mange flinke mennesker.
“Det er fordi du er hvid”, oplyste han mig om.
Han var vældig bitter, og begyndte at fortælle om, hvad hans kone monstro lavede netop da.
Han boede i den nordlige del af byen, men jeg fandt aldrig ud af, hvor han skulle hen med drengen
Jeg kunne mærke, at han gik ud over mit gode humør, og jeg følte ikke den store trang til at fortsætte bekendtskabet.
Jeg opfandt pludselig et ærinde i en af de butikker, vi kom forbi.
Det var da egentlig et rigtig trist
møde, som jeg natuligvis ikke kunne lade være med at fundere over.

Netop i dag fik jeg sendt teksten til “The boxer” af en, der står mig meget nær.
Jeg kunne da godt forestille mig, at min engelske “ven”, havde fået en masse tæsk.
Man kunne måske også forestille sig, at han var god til at tage opstilling på øretævernes holdeplads.


The singer describes his struggles to overcome loneliness and poverty in New York City. The final verse switches to a third-person sketch of a boxer, who, despite the effects of “every glove that laid him down or cut him till he cried out”,”I am leaving, I am leaving”—”but”, the lyrics continue, “the fighter still remains.”

The Boxer.
In the clearing stands a boxer
And a fighter by his trade
And he carries the reminders
Of ev’ry glove that laid him down
Or cut him till he cried out
In his anger and his shame
“I am leaving, I am leaving”
But the fighter still remains


Hjemme hos …

Dag 14. Tirsdag den 24 september.
Gennemført til fods: 1 km. Total 123 km.


Et lille ønske.
Nu har vi jo været sammen i Botswana nogen tid, og skulle I få lyst til en lille kommentar, til hvad der sker, så er I velkomne til det.
Jeg kan rigtig godt lide at skrive for mange mennesker, og skulle I endda få lyst til at dele xplorer48.dk med andre, er I yderst velkomne til at “sprede det glade budskab.”

Og nu skal vi i byen 🙂
Jeg havde set frem til at besøge mine nye venner fra gadeboden i deres hjem. Ideen var først og fremmest at få lov til at smage den mad, som de lokale spiser.
Det var det, som som Lonely Planet tilbød, men jeg vurderer min aften med disse søde mennesker langt højere end noget, som Lonely Planet kan give mig.
Det her var den ægte vare.
Men det var lige så meget for at se, hvordan almindelige mennesker lever her.
Jeg var jo godt klar over, at de ikke var de rigeste mennesker i byen, så forinden havde jeg været forbi boden med nogle Pula, så jeg var sikker på, at de ikke havde udgifter på mit besøg.
Jeg vidste godt, at de boede et godt stykke fra boden.
Der var for mange andre boder, der hvor de boede, forklarede de, så derfor havde de fundet et sted, hvor de ikke havde den store konkurrence.
Vi havde aftalt, at jeg skulle komme derhen kl 6, og de var ved at pakke ned, da jeg kom mødte op.
De har bil, og selvom det er en vældig gammel bil, så har de altså bil.
Jeg fandt snart ud af, at det med at have en bil var noget meget vigtigt.
Det var en Toyota med automatgear, som bruges i de fleste biler her.
Vi kørte først forbi mit hus, så han vidste, hvor han skulle aflevere mig bagefter.
De boede lidt mere simpelt, end jeg havde ventet.
Vi gik ind i en mørk fabriksagtig bygning, hvor de havde deres rum.
Familien består af 4 personer, og de råder over et enkelt rum, der ikke er særlig stort.
Der var ingen elektricitet, og der var ikke vand lagt ind.
Jeg spurgte ikke om, hvordan de gjorde med bad og toilet.
De var overhovedet ikke flove over, hvordan de boede, og det synes jeg er en flot ting.
Vi er, som vi er, og hvis ikke andre kan affinde sig med det, så er det bare ærgerligt.
Konen samlede madvarerne sammen og forsvandt udenfor for at tilberede dem.
Der var et komfur i rummet, men det virkede vist ikke.
Imens snakkede jeg med manden og også med datteren.
De var lidt benovede over, at jeg var rejst til Botswana, fordi jeg havde læst en bog.
Jeg havde bogen med, så de kunne se den.
Jeg skulle høre godt efter for at forstå alt, hvad de sagde, for den lokale accent og udtale giver mig nogle problemer.
Efter nogen tid kom konen tilbage og arrangerede nogle skåle på gulvet, med de ting vi skulle spise.
Jeg kan ikke helt gøre rede for, hvad vi fik, men der var noget oksekød og forskellige former for grøntsager.
Inden vi spiste, kom fruen rundt med en skål med vand, hvor vi kunne vaske hænder.
Jeg fik en gevaldig portion mad, og jeg blev nødt til at bede hende om, at lægge lidt tilbage igen.
Jeg fik også en ske, for jeg er ikke så god til at spise med fingrene.
Det meste af det smagte mig rigtig godt, og de var glade, da jeg roste deres mad.
Det ville jeg nu have gjort under alle omstændigheder.
Det er ikke godt at vide, hvad der gik gennem familiens hoveder, når de havde mig siddende sammen med dem.
Jeg håber, de syntes det var godt at møde en fremmed, der kan blive deres ven.
Sådan havde jeg det i hvert fald selv.
Jeg havde en lille gave med. Det var et drikkekrus, dansk design, som jeg havde købt i Frederiksbergcenteret.
Det vakte stor tilfredshed.

Store Flyttedag
Jeg havde aftalt med Brian, at jeg ville checke ud kl. 10, fordi der ville komme em ny gæst.
Det var ikke nogen gribende afsked.

Brian var der slet ikke, og han var heller ikke forbi for at sige farvel:
Det havde han heller ikke lovet mig, men jeg syntes nu, det var en anelse underligt.
So be it.
Men jeg kunne først checke ind det nye sted kl 15.30, så jeg måtte finde et sted at gøre af mig selv.
Jeg overvejede biblioteket, men der kunne jeg hverken få vådt eller tørt.
Jeg fandt så en lille Mall i nærheden af det nye sted, og det var både hyggeligt og fredeligt.
Jeg lod mig friste af en frisør, og jeg fik både klipning og hårvask for 50 pula.

Det trængte jeg virkelig til.
Næste fristelse, som jeg slet ikke kæmpede imod, var en kinesisk restaurant, der serverede stegte nudler med sea food og med en stor balje kinesisk the, var der ved at være styr på det hele.
Så manglede der bare 2 timer. Men for én der engang har ventet 17 timer i Hong Kong lufthavn, er det ikke noget at snakke om

Hvad er Gps?
Det var slet ikke så slemt.
Der var altid noget at se på.
Da det var tid, fangede jeg en taxi.
Det var en inder med sin lille søn på bagsædet.
Han havde lidt svært ved at finde vej.
Jeg havde Gps slået til, og sådan en havde han aldrig set før.
Han skreg af grin, da han kunne følge sin bil på skærmen.
Det var dog det mest utrolige, syntes han.
“Er det os”, ville han vide, da vi som en blå prik sejlede hen over skærmen.

Det var det da.
Jeg ved ikke hvordan han ellers ville have fundet derhen.

Men vi fandt det skam.

Nu er jeg godt installeret i mit nye home way from home, men nu forslår jeg, at vi venter med det til i morgen.
Så har I noget at glæde jer til.

Iskcon Botswana Temple

Dag 13. Mandag den 23. september 2019.
Tilbagelagt: 10 km. Tota
l 122 km

I Gabarone kan man besøge Hare Krishna tilhængernes spirituelle center.
Det skulle naturligvis prøves.
Man mødes af smukke orange og hvide bygninger samt en masse figurer af mennesker og dyr.
Jeg startede med gå ind i restauranten, hvor man for nogle få pula serverede en krydret ret med en slags brød som tilbehør.
Det smagte godt og man kunne selv tage the og vand.
Der var en god og afslappet atmosfære.
Senere gik jeg ind i templet, hvor alle er velkomne, bare de tager skoene af.
Der var meditationsmusik.
Forrest i lokalet sad et par ældre ubevægelige mennesker. De sad der også, da jeg gik.
Tilhængernes vigtigste regler skulle være følgende.:
1. De spiser ikke kød, fisk og æg.
2.Sex er kun tilladt inden for ægteskab, og kun med det formål at få børn.
3.De driver ikke hasardspil.
4.De afholder sig fra alle rusmidler.

Jeg spiller lotto hver uge og jeg ved ikke, om det umiddelbart diskvalificeret mig?
Jeg kan også godt lide karbonader.
Jeg tror jeg venter lidt med at søge optagelse.
I det hele taget er der en lang række ting, jeg godt kan lide, som for nogle er forbudt.
Det må da være lidt sejt at sidde med sandheden.
Jeg har endnu til gode at føle mig syndig, når jeg fortærer en karbonade.

Bring deres tøj i orden, inden De går ud.
Det er de mærkeligste ting, jeg kan huske fra tilforn, og på samme måde er der også vigtige begivenheder der er forsvundet fra min harddisk.

I 1969 gik jeg på HF i Ranum og en dag var vi i kantinen med den søde fransklærerinde.
Vi kunne alle se, at hun havde taget sin trøje omvendt på.
Det gav anledning til lidt fnisen.
En eller anden burde have hvisket hende i øret, at hun havde et lille problem.
I dag blev jeg kontaktet af en ung dame,og det smigrede mig naturligvis.
Det viste sig så, at jeg havde taget min poloshirt omvendt på, og det var bare det, hun ville fortælle mig.
Jeg skyndte mig at bringe min klædedragt i orden, inden jeg fortsatte min opdagelsesrejse

Fuglen i sandet.
Jeg har en god ven, der er en ualmindelig god naturfotograf.
Det er noget med hejrer i flugten og mere i den genre, og det kan jeg jo slet ikke hamle op med.
Jeg blev derfor så glad, da jeg på vej hjem fra byen passerede en fugl, der sad stille i temmelig lang tid, mens jeg sendte nogle slyngskud af sted.
Sollyset var så skarpt, at det ikke var nogen nem opgave, så jeg er faktisk temmelig stolt af, at jeg har taget et par billeder, hvor man sagtens kan se, at det er en fugl, der optræder.
Opildnet af den succes overvejer jeg kraftigt at få fremstillet en serie visitkort, hvor der under mit navn kan læses “Naturfotograf”.

I aften skal jeg spise til aften hos mine nye venner fra gadeboden.
Det har jeg store forventninger til.
I morgen skal jeg flytte, og det skal også nok blive godt.


Zebra Way – Zebra Drive.

Dag 12, søndag den 22. september 2019
Jeg fik gået 13 km, og så er totalen oppe på 112 km

“Hun fandt huset først på en hjørnegrund på Zebra Drive. Det var dyrt, og hun besluttede at tage et lån i noget af det, så hun også kunne få råd til at købe et andet sted til forretningen”.

Nu var dagen kommet, hvor jeg skulle besøge den gade, hvor Mma Ramotswe boede, og jeg skulle også se hendes hus.
Jeg ved jo godt,at alle personerne og for den sags skyld også selve Gabarone som vi kender det fra bogen, er fiktion.
Ikke desto mindre var det et specielt øjeblik for mig, da jeg drejede ned ad Zebra Way (Zebra Drive), og jeg forventede halvt om halvt at møde den lille skæve hvide varevogn ,men det skete dog ikke.
Zebra Way er en lille pæn vej for det bedre borgerskab.
Jeg fandt også frem til huset, hvor vi leger, at hun boede.
Men ingen inviterede på Red Bush the.
Hun var garanteret ude på en opgave, så naturligvis havde hun ikke tid til at være selskabelig.
Vi ses Mma Precious Ramotswe, mumlede jeg for mig selv, da jeg gik videre
.

Langturscyklisten
Under besøget i Kolomodi Nature Reserve fik jeg øje på noget, der altid får mig til at vågne op.

En langturscyklist.
Jeg angreb uden tøven.
Jeg ser mig selv være på vej derude, og jeg må straks høre nærmere.
Ham her var en af de helt seje.
Han var engelsk/græsk, og han var på vej fra Cape Town til Ægypten.
Intet mindre.
Hverken udstyr eller cykel var fancy, men det er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste foregår oppe i hovedet. Det ved jeg alt om 🙂
Når jeg forhåbentlig næste år cykler rundt oppe i Sverige, vil jeg elske, hvis et eller andet gammelt fjollehoved kommer hen og sludrer.

Vi snakkede længe om hans tur og blev enige om, at når han nu havde overlevet Sydafrika, var det værste overstået.
Da vi noget senere kørte ude i bushen mødte vi ham.

Han var ude at spadsere en lille tur .

I ride my bicycle to ride my bicycle

A Zen proverb about bicycling:

A Zen teacher saw five of his students returning from the market, riding their bicycles.  When they arrived at the monastery and dismounted their bicycles, the teacher asked the students, “Why are you riding your bicycles?”


The first student said, “It is the bicycle that is carrying the sack of potatoes.  I am glad that my back has escaped the pain of bearing the weight”

The teacher was glad and said, “You are a smart boy.  When you become old you will be saved of a hunch back unlike me.”

The second student had a different answer.  “I love to have my eyes over the trees and the sprawling fields as I go riding,” he said.  The teacher commented, “You have your eyes open and you see the world.”


The third student came up with yet a different answer and said, “When I ride I am content to chant ‘nam myoho renge kyo.'”

The teacher spoke these words of appreciation, “Your mind will roll with ease like a newly trued wheel.”


The fourth student said, “Riding my bicycle I live in perfect harmony of things.”  The pleased teacher said, “You are actually riding the golden path of non-harming or non-violence.”

The fifth student said, “I ride my bicycle to ride my bicycle.”

The teacher walked up to him and sat at his feet and said, “I am your disciple!”

Gå for at gå.
Vi ved nu, at der ikke er ret mange her, der cykler for at cykle.
Der er heller ikke mange, der går for at gå.
Og især ikke i middagsheden, hvor skygge er en by i Namibia.
Men jeg således traskede af sted, holdt en bil ind ved siden af mig, og en venlig herre spurgte, om jeg var ok.
Jeg fortalte ham, at jeg havde det ganske fortrinligt, og at jeg bare var ude at gå.
“Men tak fordi du spurgte, sagde jeg, inden han satte af sted igen:
Det varmede faktisk med sådan en omsorg.

Gæstelærer.
En gang var jeg gæstelærer i Durbani Sydafrika og på et tidspunkt sad jeg sammen ,med klassens lærer på læreværelset.
“Hvor mange sorte, hvide og farvede børn er der i klassen”, spurgte jeg, uden at jeg længere kan huske, hvorfor jeg ville vide det..
Hun tænkte sig om et stund lang.
“Det ved jeg faktisk ikke”, sagde hun.
Der er jo en interessant betragtning.
Hun så børn og ikke andet.
Jeg kan også godt et kort øjeblik glemme, hvem jeg egentlig er 🙂

I morgen skal I med i et hinduistisk tempel.
Var det noget? 🙂


Mokolodi Nature Reserve

Dag 11 lørdag den 21. September 2019.
Gangvortegymnastik: 9 km. Total 99 km

AirBnB
Det er første gang jeg stifter bekendtskab med AirBnB, og det synes jeg er en rigtig spændende ting.
Der er utallige muligheder for overnatning her i Gabarone, men det er ikke særlig billigt.
AirBnB kan man få for en tredjedel af prisen. Jeg mener, jeg betaler 115 pr nat.
Det er naturligvis ikke luksus, men jeg kan godt lide det simple.
Men nu skal jeg alligevel flytte.
Jeg har booket få dage ad gangen for at have mulighed for noget andet. Jeg havde besluttet mig til at booke for en halv snes dage på det første sted, men den 25. September var optaget. Og kun den dag.
Det giver ingen mening at finde et sted for en enkelt nat og så vende tilbage. Så fantastisk er det altså heller ikke.
Så min søde vært Brian får altså én overnatning i stedet for de 10, jeg mindst havde planlagt.
Men det gør ikke så meget for mig. Det er helt spændende at flytte til en ny bydel

Jeg fandt ganske let et nyt sted, som jeg har booket for 3 dage. Hvis det er et godt sted, må jeg skynde mig at booke noget mere.
Huset ligger ca 6 km herfra, og det er stadig inde i byen.

Vild med dans.
Jeg følger naturligvis med i nyhederne, selv om jeg befinder mig i Botswana.
Nu ved jeg, hvem der er næstformand i venstre.
I min jagt på nyhederne, er det svært at undgå at læse om Vild med dans og lignende udsendelser.
Jeg har én gang set et afsnit af X-faktor, og det var fordi jeg kendte en af deltagerne lidt.
Ellers undgår jeg dem allesammen.
De er populære, og fred være med det.
Min indvending er, at det hele fremstilles, som om det betyder noget
Det har jeg det svært med.
Nåh, lad mig nu tage fat på dagens begivenheder inden jeg får rodet jeres kongehus ind i det 🙂

Kolomodi.
Dagen bød på et besøg i Kolomodi Naturreservat. Jeg havde selskab af en god ven, og det er jo altid rart.
Kolomodi ligger ca 15 km fra byen, og vi kørte derudaf med lokal bus.
Det er altid umådeligt interssant.
Vi stod af ved vejen, der ført hrn til Kolomodi og så et skilt der sagde 1,5 km. I 33 graders varme.
Uden skygge.
Heldigvis blv vi samlet op af en van, der kom forbi. Det er normalt at hjælpe hvis man kan.
Det kostede 150 pula at få en tur, men der var rabat, så det blev til 120 pula per person.
Inklusive en sodavand og en pose chips.

Sammen med os var en familie med 2 små børn.
Søde mennesker og velopdragne børn.
Vores guide fortalte, at det ikke var det bedste tidspunkt (14.00) pga varmen, men det var der ikke noget at gøre ved.
Han fortalte også, at det ville blive en rigtig ublid og hoppende tur.
Det må jeg nok sige.
Jeg frygtede at mine nyrer vill blive ryster løse.
Det varede et stykke tid, inden vi så en kanin, men den hørte ikke med til de vilde dyr.
I løbet af turen mødte vi impalera, gazeller og andre hjortedyr.
En masse vortesvin.
Og så mødte vi en noget sky giraf, og højdepunktet var, da vi kom hen til et par næsehorn.
Selv om vi ikke så vildt mange dyr, så var det alligevel en fantastisk tur.
Bushen er enestående smuk.
Vi så desværre ingen sort mamba, men de er der skam, forklarede guiden.
De kommer aldrig frem i så stærk en hede.
Jeg var rigtig godt tilfreds med turen, og da vi skulle hjem fik vi kørelejlighed med vores nye venner fra turen.
Det var vi rigtig glade for.
Jeg blev sat af ved en Mall, og købte noget, jeg troede var en pizza.

Mma Ramotswe lagde mærke til kvinden, der stod henne ved bluserne.
Hun havde en æske i hånden og tog noget op af den, der lignede Mopani orme.
“Mopani orme”, spurgte Mma Ramotswe.
Hun tilbød posen til Mma Ramotswe, som tog en af de tørrede træorme og puttede den i munden.
Det var en delikatesse, hun simpelthen ikke kunne modstå
.

Min gode ven har lovet at tilberede nogle orme til mig næste lørdag.
Det glæder jeg mig til, eller noget