Home

“The magic thing about home is that it feels good to leave, and it feels even better to come back.”

Dag 37. Torsdag den 17. oktober.
Gang 0 km. Total 305 km

Så er det tid til at få afsluttet eventyret fra Botswana.
Der kom lidt flyvende opdateringer under rejsen hjem, men lad os prøve at få lidt styr på, hvad der hændte undervejs.

Turen hjem gik ikke helt som forventet.
Starten var rigtig god.
Jeg var indstillet på at skulle vente 7 timer i lufthavnen i Johannesburg.
Men det blev til meget mere.
Pludselig dukkede der et skilt op på skærmen, hvor der stod: Delayed 02.00
+
Der var en del diskussion om, hvad det betød.
Nogle mente, at det betød 2 timers udsættelse.


Enkelte mente, at det betød kl 2 om natten, men det lød for usandsynligt.
Tiden gik, og mit “hold” blev gentagne gange jaget væk fra gaten, fordi den skulle bruges til en anden afgang.
Ingen fra Lufthansa kom og forklarede noget som helst.
Tiden gik.

Pludselig skiftede teksten til 03.00 +
Nu var man blevet klar over, at det betød kl 3 om natten.
Man gik en tur, fandt en ny stol og ellers …… ingen ting.
Lidt før kl. 2 begyndte man at gøre klar, og et Lufthansa fly blev kørt frem.
Ingen forklarede noget.
Derfra blev det sådan set en ganske almindelig rejse. Bare 8 timer forsinket.
Da vi var kommet i luften blev der nævnt noget om en motor, og vi blev takket for vores forståelse.
Hmmmm, jeg ved nu ikke rigtig.

Kort tid før vi landede, fik vi forklaret, at de ikke vidste noget om, hvordan det ville gå med de mange ombookinger i Frankfurt.
Men først skulle vi gennem security check, og den var skrap i Frankfurt.

Nu skulle alle vi med ubrugelige billetter henvende os i Customer service, hvor der sad 6 damer klar.
Folk var trætte og en del ret sure, så det var ikke nogen nem opgave for damerne.
Jeg skulle bare til Danmark, mens andre havde en en række connecting flights.
Jeg stod ved side af en dame, der skulle til USA, og det var ikke let at få på plads.
Tiden gik, og jeg følte mig en anelse brugt, så jeg fik mere og mere lyst til at sætte kursen mod Skjern.
Jeg havde svært ved at se mig selv være maksimalt social sammen med børn og børnebørn – også selv om de er søde.
Derfor spurgte jeg til Billund, da det blev min tur.
Det var ikke helt legalt, mente damen, men det blev arrangeret.
Jeg gik derfra med en billet til Billund samt en spisebillet på 10 Euro.
Den vekslede jeg til en sandwich og en spand kaffe.
Ved gaten var der mere dramatik.

Afgangen før Billund var til Toulose, og efter at gaten var lukket, kom en yngre dame drønende.
Hun demonstrerede med løb på stedet, hvordan hun havde løbet for at komme derhen, men lige meget hjalp det.
Alle ved, at en lukket gate forbliver lukket.
Først blev hun vred, og så blev hun ked af det, inden hun tilsidst slæbte sig derfra.
Gad vide, hvordan hun skulle komme til Toulose?

I flyet til Billund sad der 2 herrer foran mig, og den ene havde hvad jeg ville kalde umanerlig dyb og skærende stemme.
Jeg kunne ikke se ham, men jeg sad og brugte tiden på at forestille mig, hvordan han så ud.
Sådan en stemme kommer normalt ikke af sig selv.
Det kræver, at man virkelig anstrenger sig og nok ikke med sunde aktiviteter.
Da vi stod af flyet, sneg jeg mig til finde ud af, hvordan han så ud.
Han lignede sin stemme.

Min bagage havde andre planer, end jeg havde.
Og den kom ikke til Billund sammen med mig.
Sammen med en ualmindelig venlig dame, fik jeg lavet det nødvendige papirarbejde.
En herre fra udlandet manglede også sin bagage.
Det gav ham store udfordringer.
Damen forklarede, at det skete ofte at bagage halter bagefter, og de havde tit ondt af dem, det gik ud over.
Nyt problem:
Jeg var egentlig slet ikke beregnet il at rejse til Billund.
Derfor stod mig bagage som sendt til København.

Ergo måtte de ikke køre ud med den. Jeg skulle selv hente den.
Det var der jo ikke noget at gøre ved.
Vi fandt også ud af, at kufferten stadig stod i Frankfurt.
Jeg forlod lufthavnsbygningen.
Hvordan skulle jeg komme til Skjern?
1. Bus til Grindsted. 2 Bus til Kibæk (Måske) 3. Tog til Skjern.
Lidt usikkert.
Jeg sprang først på bussen til Grindsted.
Jeg ringede til en af mine gode venner, og vi fandt frem til, at hvis jeg tog til Esbjerg, så ville han hente mig der.
Således blev det.

Det var jeg yderst taknemlig for.
Efter en god snak i Skjern suppleret med et par røde pølser følte jeg mig klar til at begive mig ud på campingpladsen.
Det varede ikke længe, før jeg faldt hen.

Onsdag kom en mand fra lufthavnen med min kuffert 🙂

“Mma Ramotswe sighed. ‘We are all tempted, Mma. We are all tempted when it comes to cake.’

That is true,’ said Mma Potokwane sadly. ‘There are many temptations in this life, but cake is probably one of the biggest of them.”

Dermed sluttede eventyret om Maa Precious Ramotswe
Jeg håber,du nød rejsen.
Det gjorde jeg i hvert fald.







Sidste dag i Gabs

Kender I det der med at man ikke kan få nok af at rejse? Sådan en følelse overfaldt mig, da jeg var kommet til Billund. Det gik op for mig at jeg ville noget mere. Så nu er jeg på vej til Esbjerg!

Efter en total ventetid på 15 timer i Johannesburg kom vi allerede af sted kl 3 om natten. Flyet var kun halvt fyldt op, så jeg havde en hel række for mig selv. I Frankfurt fik jeg min puter narkotestet. Det gør mig altid nervøs selv om jeg ved der ikke er noget. Så var vi en hel flok der skulle have nye billetter og det var ret dramatisk. Mod reglerne fik jeg lov til at flyve til Billund. Ikke flere kræfter til et besøg i København.

Nu begynder det at være rigtig sjovt. Mit fly med planlagt afgang til kl. 19 ser nu ud til at afgå kl 3 i nat. Her er ingen fra flyselskabet og ingen forklarer noget som helst. Ikke voldsomt imponerende.

Rejsehjemdagbog

Så blev mit fly mindst 2 timer forsinket. Dermed mister jeg mit fly fra Frankfurt. God only knows hvornår jeg rammer Danmark

Når man har 8 timer i en lufthavn er der god tid til at finde ud af tingene. Jeg fandt en restaurant hvor de modtager Pula. Og de har bottomless kaffe

Det gik nemt med at finde en taxi. Africa og Laura kom og sagde farvel. Det var et lillebitte fly de havde ofret på turen til Joburg. Vi var præcis 22 passagerer. Så skal jeg bare have 8 timer til at gå her i Joburg. Jeg ville veksle 270 Pula men der skal være mindst 300 Pula. Hmmm


Vil blive opdateret, når det er muligt.
Klokken er nu 6.35 her i Gabs.
Om senest 25 min går jeg herfra.
Jeg er noget forkølet, og det er et dårligt tidspunkt.
Jeg går ud på gaden og finder en taxi. Nok 150 pula.
Pakningen er gået fint.

Dag 34. Mandag den 14. oktober.
Gang 6 km. Total 304 km

Den sidste dag før man drager hjem er altid en underlig dag.
Der er naturligvis de mange praktiske ting, man må forholde sig til.
Husk nu at få tandbørsten med.
Er der ting du mangler at købe osv.
Men så er der jo også det der med, at man ser tilbage på et tidsrum og forsøger af inde ud af, om alt var, som det skulle være.
Fik du set det, du ville?
Fik du lavet de ting, du havde planlagt?
Svarede det til dine forventninger?
I 1998 cyklede jeg i 5 uger rundt i Japan, og da jeg kom hjem, forekom det mig, at det var et vildt underligt land at være i.
Jeg var faktisk ganske utilfreds.
Men som tiden gik fandt jeg ud af, at mine oplevelser der havde været så specielle, at det varede en rum tid, før det hele faldt på plads.
Nu er det en rejse jeg ser tilbage på med begejstring
Min indgang til opholdet i Gaborone har været lidt det samme.
Jeg rejste til et land som jeg ikke vidste ret meget om, hvorpå jeg steg ud af flyveren, kiggede mig omkring og sagde: Hva´så der?
Jeg tror nok, at de fleste mennesker ville ønske sig lidt mere viden om, hvad der ville komme til at ske, men synes det er allermest spændende på den måde.
Og det er med vilje, jeg ikke taler om min ferie i Botswana.
Jeg har ikke været på ferie, jeg har boet her i 5 uger.
Jeg har lært, lyttet og oplevet.
Og jeg fik set, det jeg ville.

Jeg så et opslag fra en der manglede en cykelmakker på en tur fra Dakar til København. Jeg må jo nok, efter at have konsulteret min gulnede dåbsattest, konkludere, at det er slut med de helt vilde ture.
I tankerne var jeg allerede langt ude i Sahara. Tjah…alt har sin tid

Jeg fik faktisk en rigtig travl dag.
Jeg var her og der og alle vegne.

Aftenen sluttede med, at jeg var ude og spise grillkyllinger sammen med mine søde venner fra Broadhurst.

Inden da lykkedes det mig langt om længe at finde den forsvundne Lillian.
Det passede hende vældigt at blive fundet.
Vi havde en lang snak om længden på bælter.
Ingen af os var vist de helt rigtige til at afprøve de forskellige længder, hun havde.
Vi overvejede at indfange en forbipasserende ungmø i passende størrelse, men vi gik fra det igen, og forsøgte at gætte på, hvad jeg havde brug for

Og så går turen til Broadhurst 🙂

Ude i Bushen

Dag 33. Søndag den 13. oktober.
Gang 5 km. Total 298 km

Det lakker mod enden, som maleren sagde da konen hældte fernis ned ad ryggen på ham.”
Søndag og mandag her i Gabs og så ud i lufthavnen tidlig tirsdag morgen.
Jeg skal beregne 150 pula til en taxi til lufthavnen.
Jeg har en plan om at tage den en smule med ro de sidste par dage og ikke drive rovdrift på mine kræfter.
Det skal nok blive til en total på 300 tilbagelagte kilometer, og det er jeg yderst tilfreds med.
Jeg har afsat en dag i København til min elskede familie.
Det mener de ikke, at jeg har kræfter til efter en lang rejse.
Måske har de ret.
En god ting er, at der ikke er noget tidsforskel.
Det er så ubetinget den største belastning.

Men først skulle lige en tur langt ud i Bushen.
Rigtig langt ude. Ca 35 km fra Gabs.
Nino og jeg var på besøg hos Africa og Laura, og det var ualmindelig hyggeligt.
Vi startede med en let frokost, og så gik snakken ellers.
Vi snakkede en del om, hvordan det er at bo i bushen.
Først mente jeg, at det aldrig ville gå for mig. men som tiden gik faldt roen mere og mere på os, og jeg vil da ikke afvise, at det kunne være spændende.
Vi sad og kiggede på bjergene lige bag husene.
Der kommer vi ikke hen.

Der er cobra, python, sort Mamba, puffadder, leoparder, bavianer og skorpioner.
Africa fortalte at han havde set sort Mamba og Puffadder lige foran deres hus.
Skræmmende naboer.

Det må være underligt at skulle sige til børnene, når de er udenfor: Pas nu på de sorte mambaer.
Alle hader den slange, fordi den er så hurtig og aggressiv.
Vi fandt også Mma Ramotswes lille hvide varevogn, som Africa købte efter optagelserne.

Der var ikke et øje tørt.

Det var en stor oplevelse at være hjemme hos Africa og Laura.
De har masser af ideer til ting, jeg mangler at få vinget af.
De nævner bl. a besøg hos de rigtige buskmænd, der stadig taler klik-sprog.

Det forlyder, at den svindelsigtede Britta Nielsen også har besøgt Botswana.
Gad vide om hun har benyttet sig af Airbnb her?

Chok!
Jeg var gået tidligt til ro med en anelse forkølelse i kroppen.
jeg havde taget ørepropper i, så naboens hunde ikke kunne nå mig.
Jeg følte mig også fro og klar til dagens udfordringer, da jeg fik øjne, men nyhederne smed så følgende lige i smasken på mig.
Det er jo sådan, at vi nu skal til at forholde os til Den store Bagedyst, og jeg var bare så klar.
Men så kom dette:

Beate Steengaard kom på voldsom glatis, da deltagerne bliver bedt om at lave deres egen fortolkning af den danske Rubinsteinslagkage som led i den hemmelige udfordring. Hendes gele vil nemlig slet ikke, som hun vil, og før hun ser sig om, er den langt mere klumpet end glat.

Vi kender jo alle det der med, at geleen ikke makker ret.
Krisehjælp var det første, jeg kom til at tænke på.
Vi må under alle omstændigheder stå sammen om støtte til den gode Beate, og istemme et : Frisk mod Zakæus.