Home

“The magic thing about home is that it feels good to leave, and it feels even better to come back.”

Dag 37. Torsdag den 17. oktober.
Gang 0 km. Total 305 km

Så er det tid til at få afsluttet eventyret fra Botswana.
Der kom lidt flyvende opdateringer under rejsen hjem, men lad os prøve at få lidt styr på, hvad der hændte undervejs.

Turen hjem gik ikke helt som forventet.
Starten var rigtig god.
Jeg var indstillet på at skulle vente 7 timer i lufthavnen i Johannesburg.
Men det blev til meget mere.
Pludselig dukkede der et skilt op på skærmen, hvor der stod: Delayed 02.00
+
Der var en del diskussion om, hvad det betød.
Nogle mente, at det betød 2 timers udsættelse.


Enkelte mente, at det betød kl 2 om natten, men det lød for usandsynligt.
Tiden gik, og mit “hold” blev gentagne gange jaget væk fra gaten, fordi den skulle bruges til en anden afgang.
Ingen fra Lufthansa kom og forklarede noget som helst.
Tiden gik.

Pludselig skiftede teksten til 03.00 +
Nu var man blevet klar over, at det betød kl 3 om natten.
Man gik en tur, fandt en ny stol og ellers …… ingen ting.
Lidt før kl. 2 begyndte man at gøre klar, og et Lufthansa fly blev kørt frem.
Ingen forklarede noget.
Derfra blev det sådan set en ganske almindelig rejse. Bare 8 timer forsinket.
Da vi var kommet i luften blev der nævnt noget om en motor, og vi blev takket for vores forståelse.
Hmmmm, jeg ved nu ikke rigtig.

Kort tid før vi landede, fik vi forklaret, at de ikke vidste noget om, hvordan det ville gå med de mange ombookinger i Frankfurt.
Men først skulle vi gennem security check, og den var skrap i Frankfurt.

Nu skulle alle vi med ubrugelige billetter henvende os i Customer service, hvor der sad 6 damer klar.
Folk var trætte og en del ret sure, så det var ikke nogen nem opgave for damerne.
Jeg skulle bare til Danmark, mens andre havde en en række connecting flights.
Jeg stod ved side af en dame, der skulle til USA, og det var ikke let at få på plads.
Tiden gik, og jeg følte mig en anelse brugt, så jeg fik mere og mere lyst til at sætte kursen mod Skjern.
Jeg havde svært ved at se mig selv være maksimalt social sammen med børn og børnebørn – også selv om de er søde.
Derfor spurgte jeg til Billund, da det blev min tur.
Det var ikke helt legalt, mente damen, men det blev arrangeret.
Jeg gik derfra med en billet til Billund samt en spisebillet på 10 Euro.
Den vekslede jeg til en sandwich og en spand kaffe.
Ved gaten var der mere dramatik.

Afgangen før Billund var til Toulose, og efter at gaten var lukket, kom en yngre dame drønende.
Hun demonstrerede med løb på stedet, hvordan hun havde løbet for at komme derhen, men lige meget hjalp det.
Alle ved, at en lukket gate forbliver lukket.
Først blev hun vred, og så blev hun ked af det, inden hun tilsidst slæbte sig derfra.
Gad vide, hvordan hun skulle komme til Toulose?

I flyet til Billund sad der 2 herrer foran mig, og den ene havde hvad jeg ville kalde umanerlig dyb og skærende stemme.
Jeg kunne ikke se ham, men jeg sad og brugte tiden på at forestille mig, hvordan han så ud.
Sådan en stemme kommer normalt ikke af sig selv.
Det kræver, at man virkelig anstrenger sig og nok ikke med sunde aktiviteter.
Da vi stod af flyet, sneg jeg mig til finde ud af, hvordan han så ud.
Han lignede sin stemme.

Min bagage havde andre planer, end jeg havde.
Og den kom ikke til Billund sammen med mig.
Sammen med en ualmindelig venlig dame, fik jeg lavet det nødvendige papirarbejde.
En herre fra udlandet manglede også sin bagage.
Det gav ham store udfordringer.
Damen forklarede, at det skete ofte at bagage halter bagefter, og de havde tit ondt af dem, det gik ud over.
Nyt problem:
Jeg var egentlig slet ikke beregnet il at rejse til Billund.
Derfor stod mig bagage som sendt til København.

Ergo måtte de ikke køre ud med den. Jeg skulle selv hente den.
Det var der jo ikke noget at gøre ved.
Vi fandt også ud af, at kufferten stadig stod i Frankfurt.
Jeg forlod lufthavnsbygningen.
Hvordan skulle jeg komme til Skjern?
1. Bus til Grindsted. 2 Bus til Kibæk (Måske) 3. Tog til Skjern.
Lidt usikkert.
Jeg sprang først på bussen til Grindsted.
Jeg ringede til en af mine gode venner, og vi fandt frem til, at hvis jeg tog til Esbjerg, så ville han hente mig der.
Således blev det.

Det var jeg yderst taknemlig for.
Efter en god snak i Skjern suppleret med et par røde pølser følte jeg mig klar til at begive mig ud på campingpladsen.
Det varede ikke længe, før jeg faldt hen.

Onsdag kom en mand fra lufthavnen med min kuffert 🙂

“Mma Ramotswe sighed. ‘We are all tempted, Mma. We are all tempted when it comes to cake.’

That is true,’ said Mma Potokwane sadly. ‘There are many temptations in this life, but cake is probably one of the biggest of them.”

Dermed sluttede eventyret om Maa Precious Ramotswe
Jeg håber,du nød rejsen.
Det gjorde jeg i hvert fald.







Sidste dag i Gabs

Kender I det der med at man ikke kan få nok af at rejse? Sådan en følelse overfaldt mig, da jeg var kommet til Billund. Det gik op for mig at jeg ville noget mere. Så nu er jeg på vej til Esbjerg!

Efter en total ventetid på 15 timer i Johannesburg kom vi allerede af sted kl 3 om natten. Flyet var kun halvt fyldt op, så jeg havde en hel række for mig selv. I Frankfurt fik jeg min puter narkotestet. Det gør mig altid nervøs selv om jeg ved der ikke er noget. Så var vi en hel flok der skulle have nye billetter og det var ret dramatisk. Mod reglerne fik jeg lov til at flyve til Billund. Ikke flere kræfter til et besøg i København.

Nu begynder det at være rigtig sjovt. Mit fly med planlagt afgang til kl. 19 ser nu ud til at afgå kl 3 i nat. Her er ingen fra flyselskabet og ingen forklarer noget som helst. Ikke voldsomt imponerende.

Rejsehjemdagbog

Så blev mit fly mindst 2 timer forsinket. Dermed mister jeg mit fly fra Frankfurt. God only knows hvornår jeg rammer Danmark

Når man har 8 timer i en lufthavn er der god tid til at finde ud af tingene. Jeg fandt en restaurant hvor de modtager Pula. Og de har bottomless kaffe

Det gik nemt med at finde en taxi. Africa og Laura kom og sagde farvel. Det var et lillebitte fly de havde ofret på turen til Joburg. Vi var præcis 22 passagerer. Så skal jeg bare have 8 timer til at gå her i Joburg. Jeg ville veksle 270 Pula men der skal være mindst 300 Pula. Hmmm


Vil blive opdateret, når det er muligt.
Klokken er nu 6.35 her i Gabs.
Om senest 25 min går jeg herfra.
Jeg er noget forkølet, og det er et dårligt tidspunkt.
Jeg går ud på gaden og finder en taxi. Nok 150 pula.
Pakningen er gået fint.

Dag 34. Mandag den 14. oktober.
Gang 6 km. Total 304 km

Den sidste dag før man drager hjem er altid en underlig dag.
Der er naturligvis de mange praktiske ting, man må forholde sig til.
Husk nu at få tandbørsten med.
Er der ting du mangler at købe osv.
Men så er der jo også det der med, at man ser tilbage på et tidsrum og forsøger af inde ud af, om alt var, som det skulle være.
Fik du set det, du ville?
Fik du lavet de ting, du havde planlagt?
Svarede det til dine forventninger?
I 1998 cyklede jeg i 5 uger rundt i Japan, og da jeg kom hjem, forekom det mig, at det var et vildt underligt land at være i.
Jeg var faktisk ganske utilfreds.
Men som tiden gik fandt jeg ud af, at mine oplevelser der havde været så specielle, at det varede en rum tid, før det hele faldt på plads.
Nu er det en rejse jeg ser tilbage på med begejstring
Min indgang til opholdet i Gaborone har været lidt det samme.
Jeg rejste til et land som jeg ikke vidste ret meget om, hvorpå jeg steg ud af flyveren, kiggede mig omkring og sagde: Hva´så der?
Jeg tror nok, at de fleste mennesker ville ønske sig lidt mere viden om, hvad der ville komme til at ske, men synes det er allermest spændende på den måde.
Og det er med vilje, jeg ikke taler om min ferie i Botswana.
Jeg har ikke været på ferie, jeg har boet her i 5 uger.
Jeg har lært, lyttet og oplevet.
Og jeg fik set, det jeg ville.

Jeg så et opslag fra en der manglede en cykelmakker på en tur fra Dakar til København. Jeg må jo nok, efter at have konsulteret min gulnede dåbsattest, konkludere, at det er slut med de helt vilde ture.
I tankerne var jeg allerede langt ude i Sahara. Tjah…alt har sin tid

Jeg fik faktisk en rigtig travl dag.
Jeg var her og der og alle vegne.

Aftenen sluttede med, at jeg var ude og spise grillkyllinger sammen med mine søde venner fra Broadhurst.

Inden da lykkedes det mig langt om længe at finde den forsvundne Lillian.
Det passede hende vældigt at blive fundet.
Vi havde en lang snak om længden på bælter.
Ingen af os var vist de helt rigtige til at afprøve de forskellige længder, hun havde.
Vi overvejede at indfange en forbipasserende ungmø i passende størrelse, men vi gik fra det igen, og forsøgte at gætte på, hvad jeg havde brug for

Og så går turen til Broadhurst 🙂

Ude i Bushen

Dag 33. Søndag den 13. oktober.
Gang 5 km. Total 298 km

Det lakker mod enden, som maleren sagde da konen hældte fernis ned ad ryggen på ham.”
Søndag og mandag her i Gabs og så ud i lufthavnen tidlig tirsdag morgen.
Jeg skal beregne 150 pula til en taxi til lufthavnen.
Jeg har en plan om at tage den en smule med ro de sidste par dage og ikke drive rovdrift på mine kræfter.
Det skal nok blive til en total på 300 tilbagelagte kilometer, og det er jeg yderst tilfreds med.
Jeg har afsat en dag i København til min elskede familie.
Det mener de ikke, at jeg har kræfter til efter en lang rejse.
Måske har de ret.
En god ting er, at der ikke er noget tidsforskel.
Det er så ubetinget den største belastning.

Men først skulle lige en tur langt ud i Bushen.
Rigtig langt ude. Ca 35 km fra Gabs.
Nino og jeg var på besøg hos Africa og Laura, og det var ualmindelig hyggeligt.
Vi startede med en let frokost, og så gik snakken ellers.
Vi snakkede en del om, hvordan det er at bo i bushen.
Først mente jeg, at det aldrig ville gå for mig. men som tiden gik faldt roen mere og mere på os, og jeg vil da ikke afvise, at det kunne være spændende.
Vi sad og kiggede på bjergene lige bag husene.
Der kommer vi ikke hen.

Der er cobra, python, sort Mamba, puffadder, leoparder, bavianer og skorpioner.
Africa fortalte at han havde set sort Mamba og Puffadder lige foran deres hus.
Skræmmende naboer.

Det må være underligt at skulle sige til børnene, når de er udenfor: Pas nu på de sorte mambaer.
Alle hader den slange, fordi den er så hurtig og aggressiv.
Vi fandt også Mma Ramotswes lille hvide varevogn, som Africa købte efter optagelserne.

Der var ikke et øje tørt.

Det var en stor oplevelse at være hjemme hos Africa og Laura.
De har masser af ideer til ting, jeg mangler at få vinget af.
De nævner bl. a besøg hos de rigtige buskmænd, der stadig taler klik-sprog.

Det forlyder, at den svindelsigtede Britta Nielsen også har besøgt Botswana.
Gad vide om hun har benyttet sig af Airbnb her?

Chok!
Jeg var gået tidligt til ro med en anelse forkølelse i kroppen.
jeg havde taget ørepropper i, så naboens hunde ikke kunne nå mig.
Jeg følte mig også fro og klar til dagens udfordringer, da jeg fik øjne, men nyhederne smed så følgende lige i smasken på mig.
Det er jo sådan, at vi nu skal til at forholde os til Den store Bagedyst, og jeg var bare så klar.
Men så kom dette:

Beate Steengaard kom på voldsom glatis, da deltagerne bliver bedt om at lave deres egen fortolkning af den danske Rubinsteinslagkage som led i den hemmelige udfordring. Hendes gele vil nemlig slet ikke, som hun vil, og før hun ser sig om, er den langt mere klumpet end glat.

Vi kender jo alle det der med, at geleen ikke makker ret.
Krisehjælp var det første, jeg kom til at tænke på.
Vi må under alle omstændigheder stå sammen om støtte til den gode Beate, og istemme et : Frisk mod Zakæus.


Tiden er en knap

Dag 32. Lørdag den 12. oktober.
Gang 10 km. Total 293 km

Jeg er ved at løbe tør for dage, så mit store organisationstalent kommer på en alvorlig prøve, når jeg skal have alting til at gå op i en højere enhed.
Der er jo bl. a min mission for Danmark at tage højde for, og det var en detalje, jeg arbejdede på sidst på eftermiddagen.
Men først til noget helt andet.
Hvis jeg har en aftale kl 11, så er det kl 11 og ikke hverken 10 min før eller efter.
Sådan er vi vist mange, der har det.
Der findes noget, der hedder Philippine Time og også noget, der hedder African time.
I kan næsten regne ud, hvad det er.
Engang i Sydafrika var der en mand, der kom 3 dage for sent til et møde.
Han blev bebrejdet den sene ankomst, hvortil han lettere forundret bemærkede: “Men nu er jeg her”.
Jeg skulle mødes med min lærerkollega Keitumetse, og det gav mig lejlighed til et nyt møde med African time.
Man kan lige så godt lade være med at sige noget. Det nytter ikke en dyt.

“Hvor længe har du siddet her”, spurgte hun.
“Jeg er næsten lige kommet”, løj jeg uden at blinke.
Vi fik en hyggelig snak, og det inkluderede naturligvis også et måltid.
Hun siger, hun keder sig i Ramotswa ca 24 km fra Gabs.
“Jamen hvad laver du så der”, ville jeg vide.
“Jeg arbejder der.

Jeg havde næsten glemt, at der er nogen, der på den måde er ramt.
Uanset hvad måtte vi sige farvel.
Mine venner vil altid gerne vide, hvornår jeg kommer igen.
Det ved jeg jo absolut ingenting om, men jeg siger, at pludselig, så er jeg der nok igen.
Og det kan da også godt være.
Jeg ville f. eks. nemt kunne fungere som rejseleder her nede.
I skal bare sige til,så laver vi et program til jer.

Nu gik jeg på jagt efter Lillian.
Det er hende med armbåndet og livremmen, som jeg har fået en bestilling på.
Men sådan en mission er ikke noget, men bare lige kommer cyklende til.
Især ikke, når man ikke har en cykel.
Alle damerne sidder henne i Main Mall i det man med lidt god vilje kunne kalde gågaden.
Jeg var ikke mere end lige kommet derhen, da jeg blev råbt an.
De damer har styr på, hvad der foregår.
De ser alt.
“Din ven er her ikke i dag”, fortalte de mig.
“Men jeg er her, og jeg hedder Victoria.”
Så skal jeg love for der blev lukket op for samtalens sluser.
Jeg snakkede i lang tid med Victoria, mens hendes veninde fulgte nøje med i, hvad der skete.
Jeg måtte forklare, hvad det var, som Lillan havde til mig.
Nej, det havde de altså ikke, men vi kunne da se på alt det andet.
Og det hele endte naturligvis med, at jeg købte et armbånd af Victoria.
Det passede hende vældigt. No pun intended 🙂
Vi fik også lavet en fint billede, så jeg kan vise, at det ikke er bare er noget, jeg er kommet cyklende til.
Kommer du så igen på mandag, spurgte de kære damer.
Og det gør jeg jo nok.

Og vejrudsigten.
Jeg plejer at bruge to vejrudsigter.
Jeg bruger DMI og yr.no
Så tager jeg den, der er bedst.
Yr kan nok lidt mere.
Hvis man fodrer programmet rigtigt, kan man få temperaturerne i 2 lande samtidig.
Det er lidt smart, og det lykkedes mig at få det til at virke efter nogle få forsøg

På vej hjem mødte jeg en ny hjemismand.
Også iført budcykel og båthorn.
Jeg var rigtig træt, for varmen var kommet tilbage.
En pause var påkrævet.
Den unge mand var travlt optaget af at fortære en is.
Det kan man jo ikke fortænke ham i.
Jeg sagde, at jeg godt ville have en mage til, for den så så god ud.
Den kostede 6 pula, men jeg stak ham en tier, og lod ham beholde resten.
Jeg var glad for isen, der stadig var billig og han var glad for handelen og drikkepengene.
Det kører bare 🙂

Jeg har læst “Når snerlen blomstrer” af Bjarne Reuter
1983. 385 sider.
Bog nr 33 jeg har læst i 2019.

Denne fine bog er en selvstændig fortsættelse af Zappa, som nok mest er kendt for sin filmatisering.
Hvem husker ikke skovseglen.
Vi er i Brønshøj omkring 1963, hvor vi følger en realklasse, Vi er med dem i lyst og nød og vi følger med i, hvordan deres spirende kærlighedsliv udvikler sig.
Ikke alle drømmene bliver opfyldt, men sådan er det jo også i det virkelige liv.
For nogle af dem går det grueligt galt, men de fleste kommer videre.
Uffe ender foran et tog, og der ender hans drømme.
Der er altid nogen, der ikke kommer videre.
Jeg er jævnaldrende med disse unge mennesker, og selvom jeg ikke voksede op i Brønshøj, kan jeg genkende rigtig meget fra bogen.
Jeg synes nok, de er noget længere fremme i skoene end vi var, eller er det blevet fortrængt?

En fornem bog, som tiden faktisk ikke er vokset fra. I hvert fald ikke, hvis man var ung i tresserne

På Mission for Danmark

Dag 31. Fredag den 11. oktober.
Gang 12 km. Total 283 km

Så blev det tid til frokost.
Jeg er gået ind i den café, der hører til Spar.
Manageren sidder og kigger. Han er rigtig flink, men han laver ikke en døjt.
Det må da være lidt kedeligt at sidde og kigge altid.
I et hjørne sidder 4-5 piger ved et bord, hvor der står et skilt med reserveret.

De skal vist lave et eller andet, men det bliver mest fest og halløj i hytten.
Sådan har jeg ofte siddet i caféen i Brugsen i Skjern.
Meget pudsigt at sammenligne sådan lidt for sig selv.
Der er en rigtig god stemning her, som jeg vil savne.
De kender mig nok bedre her, end de gør i cafeen i Skjern.
Jeg nyder det, så længe det varer
Alting har sin tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.


To everything (turn, turn, turn)
There is a season (turn, turn, turn)
And a time to every purpose, under heaven

På køl I
I forhold til de sidste dage var der lige skåret en 12-13 grader af temperaturen.
Sikke en forskel.
Nu kunne man rigtigt fornemme, hvor belastende det er at bevæge sig rundt i varmegrader omkring de 36-38 grader.
Jeg har aftalt med Vendor-familien, at vi skal ses mandag morgen.
Det er det også nødt til at være, for tirsdag morgen går turen til lufthavnen.

Det går ikke for godt.
Da jeg kom herned var jeg virkelig indstillet på at smage på den lokale mad.
Det har jeg også gjort.
Jeg er ked af at måtte indrømme, at der er en lang række ting, som ikke smager mig ret godt.
I begyndelsen tog jeg bare fra, men nu må jeg erkende, at jeg er blevet lidt mere forsigtig, når jeg vælger.
Den sædvanlige grillmad er jo som den er alle steder, men det bliver man også træt af.
Karrykylling er et sikkert valg, og ris dertil et er sikkert hit.
Så får man forskellige former for salat og mange af dem er rigtig gode.
Det værste jeg har smagt var nogle kødterninger i en form for sovs.
Jeg sværger at nogle af stykkerne havde hår på.
Og så havde det en ualmindelig ubehagelig lugt.
Jeg sad en stund og stak til det, men det vendte sig i mig, og jeg måtte opgive.
Godt at vi har buddingen 🙂

Det er smørret der gørèt. På Køl II
Jeg har oplevet det samme flere gang rundt omkring i verden, så det er egentlig ikke noget, der kan overraske mig.
Men det gør mig altid en lille smule glad.
Da jeg åbnede vores køleskab her i huset, mødte mit øje en dejlig pakke Lurpak smør.
Jeg spurgte David, der også bor her i huset, om han vidste, hvor den pakke smør kom fra, og som ventet sagde han, at det havde han ingen anelse om.
Men han syntes, det var rigtig interessant.
Danmark er en temmelig ukendt størrelse for de fleste her, men det er da fint, at smørret er med til at sætte vores dejlige rige på landkortet.

Vi bringer en beklagelse og en særmelding til én af de utallige følgere.
Det drejer sig om en bestilling. som vi desværre ikke kan klare lige i dag.
Lillian var ikke på arbejde.
Og det ved jeg med sikkerhed, fordi jeg sammen med en af hendes veninder støvsugede hele Main Mall området for at finde hende.
Hun var der ikke.
Veninden mente, der er gode chancer for, at Lillian kommer lørdag eller mandag.
Det blæste lidt denne dag, og denne veninde samlede alt det op, der var blæst på jorden efterhånden som vi kom frem.
Det lykkedes hende også at få flettet ind i samtalen, at hun ikke selv kom om lørdagen, fordi hun skulle til et bryllup.
Det glædede hun sig meget til.
Hun var en rigtig glad sjæl.
Jeg handlede naturligvis lidt ind hos hende.

Hun havde så utrolig meget på hjerte.
Farverne på hendes billede er lidt underlige, fordi vi var inde i hendes telt 🙂

Game City Mall og lidt om Hjemis

Dag 30. Torsdag den 10. oktober.
Gang 8 km. Total 271 km.

Dagens rejse bragte mig til den meget store Game city Mall ved foden af Ngale Hill.
Det blev til en taxi tur.
It´s not always.
Det forekommer mig, at mange af forretningerne handler med det samme. Tøj og mode og den slags.
Men nu var det sådan, at jeg var på jagt efter morgenmad med kaffe.
Ikke nogen let opgave.
Men til sidst lykkedes det da.
Og så fik jeg bacon, æg og toast.

Jeg har rigtig svært ved at starte dagen med stegt kylling, chips og cola.
Fin restaurant med venlig betjening og ingen høj musik.
Sådan skal det være.
Så er vi i gang.
Og prisen var ikke urovækkende.
Nu slentrer jeg lidt rundt og kigger.
Jeg mangler ikke rigtigt noget, så jeg oser bare.
Der er også et tv, der viser en eller anden rugby kamp.
Det er stort her og især i Sydafrika, men mig fænger det ikke.
Jeg glæder mig altid på forhånd. når jeg besøger sådan en stor Mall.
Men jeg bliver skuffet hver eneste gang.
Jeg kører hurtigt sur i det og vil hjem.
Værst er det, hvis jeg er sådan et sted sammen med en damemenneske af det modsatte køn.
Det klarer jeg ikke.
Jeg bliver urimelig, og skal anbringes et sted, hvor de serverer kaffe.

Snart daffede jeg ud til det nærmeste busstop, hvor jeg fangede en Combi.
De ender alle ved Stationen, og det område kender jeg efterhånden ud og ind.
Altid fest og farver der, altid noget at se på.
Det endte med, at jeg går i supermarkedet for at købe lidt ind.
Jeg har fundet ud af, at de har budding.
Dejlig gul budding.
Sådan en spandfuld er bl. a udset til at være min aftensmad.
Det ville jeg ikke have gættet på, før jeg kom herned 🙂

Jeg indrømmer det blankt.
Jeg er afhængig.
Jeg har et misbrug, som jeg bliver nødt til at kæmpe imod:
Jeg har svært ved at holde mig fra Ekstrabladet.
Næsten daglig lokker de mig svage sjæl med deres vildledende overskrifter og tåbelige pseudonyheder.
For få dage siden læste jeg overskriften:
“Rocklegende forsvundet.”
Det viste sig så at Nick Cave ledte efter sit sande musikalske jeg.
På et album….
Jamen altså …

I aften udløses spændingen, kunne jeg så læse i dag.
Nåda, hvad kan det dog være.
Der drejer sig så om et program, der hedder Gift ved første Blik, som jeg aldrig har set og aldrig skal se.
Der fangede de mig igen.
De er rigtig dygtige til at lave de der kioskbaskere, og jeg plumper bare i.

Men nu skal det også være slut.
Ikke mere noget med at finde ud af, hvad der f. eks. gemmer sig bag overskriften: “Havde sex med teenagedatters venner”.
Øhhhhhhh, jeg nåede lige at se, at det var en 42-årig kvinde fra Californien, men det var også sidste gang

Jeg når det ikke.
Jeg har haft en måned til at vænne mig til at finde ud af, hvor de højrestyrede biler kommer susende fra.
Det går ikke for godt.
Det er virkelig svært for mig.
Jeg indskærper mig selv forskellige regler.
Jeg kigger fra højre til venstre adskillige gange, og alligevel sker det stadig, at jeg må sige: Nåh ja, det er der, de kommer fra.
Rundkørslerne er helt umulige.
Jeg har da ellers cyklet i England og Wales, ja endda inde i London, men jeg husker ikke, at det dengang var så vanskeligt.
I Skjern er det langt lettere at overskue, men det er de vist ret ligeglade med her.
Jeg får nok ikke nogen her overbevist om, at det er langt nemmere med højrekørsel.

Hjemis.
Jeg er helt klar over, at de fleste af jer i rolige stunder har stillet jer selv spørgsmålet: Har de Hjemis i Gaborone?

Og det har de skam.
Det er nøjagtigt som i Danmark, bare anderledes.
Mens jeg en dag slæbte mig hjem, hørte jeg denne herres båthorn.
Jeg standsede ham og spurgte, hvad han solgte.
Det viste sig at være is, og faktisk en forbavsende god is.
Næsten frossen.
Jeg bliver altid så glad, når jeg ser nogen, der har fundet en niche, der kan sikre dem en indkomst.
Jeg kiggede naturligvis også på mandens cykel og overvejede at hugge den fra ham.
Men det ville jo give ham nogle problemer i driften af Hjemis, Gaborone Aps. så jeg traskede videre – uden cykel.

Men med en is i hånden 🙂

Næste dag mødte jeg ham igen.
Han fortalte, at han havde købt sin cykel brugt for 400 Pula.
Og så kommer han i øvrigt fra Zimbabwe

Mma Precious Ramotswe

“One of the things Mma Ramotswe had learned about human nature was that people tended to be inordinately proud of the place they came from, and that any disparaging remark about that place was hurtful — even if it happened to be true.”
—from The House of Unexpected Sisters