Sidste dag i Gabs

Kender I det der med at man ikke kan få nok af at rejse? Sådan en følelse overfaldt mig, da jeg var kommet til Billund. Det gik op for mig at jeg ville noget mere. Så nu er jeg på vej til Esbjerg!

Efter en total ventetid på 15 timer i Johannesburg kom vi allerede af sted kl 3 om natten. Flyet var kun halvt fyldt op, så jeg havde en hel række for mig selv. I Frankfurt fik jeg min puter narkotestet. Det gør mig altid nervøs selv om jeg ved der ikke er noget. Så var vi en hel flok der skulle have nye billetter og det var ret dramatisk. Mod reglerne fik jeg lov til at flyve til Billund. Ikke flere kræfter til et besøg i København.

Nu begynder det at være rigtig sjovt. Mit fly med planlagt afgang til kl. 19 ser nu ud til at afgå kl 3 i nat. Her er ingen fra flyselskabet og ingen forklarer noget som helst. Ikke voldsomt imponerende.

Rejsehjemdagbog

Så blev mit fly mindst 2 timer forsinket. Dermed mister jeg mit fly fra Frankfurt. God only knows hvornår jeg rammer Danmark

Når man har 8 timer i en lufthavn er der god tid til at finde ud af tingene. Jeg fandt en restaurant hvor de modtager Pula. Og de har bottomless kaffe

Det gik nemt med at finde en taxi. Africa og Laura kom og sagde farvel. Det var et lillebitte fly de havde ofret på turen til Joburg. Vi var præcis 22 passagerer. Så skal jeg bare have 8 timer til at gå her i Joburg. Jeg ville veksle 270 Pula men der skal være mindst 300 Pula. Hmmm


Vil blive opdateret, når det er muligt.
Klokken er nu 6.35 her i Gabs.
Om senest 25 min går jeg herfra.
Jeg er noget forkølet, og det er et dårligt tidspunkt.
Jeg går ud på gaden og finder en taxi. Nok 150 pula.
Pakningen er gået fint.

Dag 34. Mandag den 14. oktober.
Gang 6 km. Total 304 km

Den sidste dag før man drager hjem er altid en underlig dag.
Der er naturligvis de mange praktiske ting, man må forholde sig til.
Husk nu at få tandbørsten med.
Er der ting du mangler at købe osv.
Men så er der jo også det der med, at man ser tilbage på et tidsrum og forsøger af inde ud af, om alt var, som det skulle være.
Fik du set det, du ville?
Fik du lavet de ting, du havde planlagt?
Svarede det til dine forventninger?
I 1998 cyklede jeg i 5 uger rundt i Japan, og da jeg kom hjem, forekom det mig, at det var et vildt underligt land at være i.
Jeg var faktisk ganske utilfreds.
Men som tiden gik fandt jeg ud af, at mine oplevelser der havde været så specielle, at det varede en rum tid, før det hele faldt på plads.
Nu er det en rejse jeg ser tilbage på med begejstring
Min indgang til opholdet i Gaborone har været lidt det samme.
Jeg rejste til et land som jeg ikke vidste ret meget om, hvorpå jeg steg ud af flyveren, kiggede mig omkring og sagde: Hva´så der?
Jeg tror nok, at de fleste mennesker ville ønske sig lidt mere viden om, hvad der ville komme til at ske, men synes det er allermest spændende på den måde.
Og det er med vilje, jeg ikke taler om min ferie i Botswana.
Jeg har ikke været på ferie, jeg har boet her i 5 uger.
Jeg har lært, lyttet og oplevet.
Og jeg fik set, det jeg ville.

Jeg så et opslag fra en der manglede en cykelmakker på en tur fra Dakar til København. Jeg må jo nok, efter at have konsulteret min gulnede dåbsattest, konkludere, at det er slut med de helt vilde ture.
I tankerne var jeg allerede langt ude i Sahara. Tjah…alt har sin tid

Jeg fik faktisk en rigtig travl dag.
Jeg var her og der og alle vegne.

Aftenen sluttede med, at jeg var ude og spise grillkyllinger sammen med mine søde venner fra Broadhurst.

Inden da lykkedes det mig langt om længe at finde den forsvundne Lillian.
Det passede hende vældigt at blive fundet.
Vi havde en lang snak om længden på bælter.
Ingen af os var vist de helt rigtige til at afprøve de forskellige længder, hun havde.
Vi overvejede at indfange en forbipasserende ungmø i passende størrelse, men vi gik fra det igen, og forsøgte at gætte på, hvad jeg havde brug for

Og så går turen til Broadhurst 🙂

Ude i Bushen

Dag 33. Søndag den 13. oktober.
Gang 5 km. Total 298 km

Det lakker mod enden, som maleren sagde da konen hældte fernis ned ad ryggen på ham.”
Søndag og mandag her i Gabs og så ud i lufthavnen tidlig tirsdag morgen.
Jeg skal beregne 150 pula til en taxi til lufthavnen.
Jeg har en plan om at tage den en smule med ro de sidste par dage og ikke drive rovdrift på mine kræfter.
Det skal nok blive til en total på 300 tilbagelagte kilometer, og det er jeg yderst tilfreds med.
Jeg har afsat en dag i København til min elskede familie.
Det mener de ikke, at jeg har kræfter til efter en lang rejse.
Måske har de ret.
En god ting er, at der ikke er noget tidsforskel.
Det er så ubetinget den største belastning.

Men først skulle lige en tur langt ud i Bushen.
Rigtig langt ude. Ca 35 km fra Gabs.
Nino og jeg var på besøg hos Africa og Laura, og det var ualmindelig hyggeligt.
Vi startede med en let frokost, og så gik snakken ellers.
Vi snakkede en del om, hvordan det er at bo i bushen.
Først mente jeg, at det aldrig ville gå for mig. men som tiden gik faldt roen mere og mere på os, og jeg vil da ikke afvise, at det kunne være spændende.
Vi sad og kiggede på bjergene lige bag husene.
Der kommer vi ikke hen.

Der er cobra, python, sort Mamba, puffadder, leoparder, bavianer og skorpioner.
Africa fortalte at han havde set sort Mamba og Puffadder lige foran deres hus.
Skræmmende naboer.

Det må være underligt at skulle sige til børnene, når de er udenfor: Pas nu på de sorte mambaer.
Alle hader den slange, fordi den er så hurtig og aggressiv.
Vi fandt også Mma Ramotswes lille hvide varevogn, som Africa købte efter optagelserne.

Der var ikke et øje tørt.

Det var en stor oplevelse at være hjemme hos Africa og Laura.
De har masser af ideer til ting, jeg mangler at få vinget af.
De nævner bl. a besøg hos de rigtige buskmænd, der stadig taler klik-sprog.

Det forlyder, at den svindelsigtede Britta Nielsen også har besøgt Botswana.
Gad vide om hun har benyttet sig af Airbnb her?

Chok!
Jeg var gået tidligt til ro med en anelse forkølelse i kroppen.
jeg havde taget ørepropper i, så naboens hunde ikke kunne nå mig.
Jeg følte mig også fro og klar til dagens udfordringer, da jeg fik øjne, men nyhederne smed så følgende lige i smasken på mig.
Det er jo sådan, at vi nu skal til at forholde os til Den store Bagedyst, og jeg var bare så klar.
Men så kom dette:

Beate Steengaard kom på voldsom glatis, da deltagerne bliver bedt om at lave deres egen fortolkning af den danske Rubinsteinslagkage som led i den hemmelige udfordring. Hendes gele vil nemlig slet ikke, som hun vil, og før hun ser sig om, er den langt mere klumpet end glat.

Vi kender jo alle det der med, at geleen ikke makker ret.
Krisehjælp var det første, jeg kom til at tænke på.
Vi må under alle omstændigheder stå sammen om støtte til den gode Beate, og istemme et : Frisk mod Zakæus.


Tiden er en knap

Dag 32. Lørdag den 12. oktober.
Gang 10 km. Total 293 km

Jeg er ved at løbe tør for dage, så mit store organisationstalent kommer på en alvorlig prøve, når jeg skal have alting til at gå op i en højere enhed.
Der er jo bl. a min mission for Danmark at tage højde for, og det var en detalje, jeg arbejdede på sidst på eftermiddagen.
Men først til noget helt andet.
Hvis jeg har en aftale kl 11, så er det kl 11 og ikke hverken 10 min før eller efter.
Sådan er vi vist mange, der har det.
Der findes noget, der hedder Philippine Time og også noget, der hedder African time.
I kan næsten regne ud, hvad det er.
Engang i Sydafrika var der en mand, der kom 3 dage for sent til et møde.
Han blev bebrejdet den sene ankomst, hvortil han lettere forundret bemærkede: “Men nu er jeg her”.
Jeg skulle mødes med min lærerkollega Keitumetse, og det gav mig lejlighed til et nyt møde med African time.
Man kan lige så godt lade være med at sige noget. Det nytter ikke en dyt.

“Hvor længe har du siddet her”, spurgte hun.
“Jeg er næsten lige kommet”, løj jeg uden at blinke.
Vi fik en hyggelig snak, og det inkluderede naturligvis også et måltid.
Hun siger, hun keder sig i Ramotswa ca 24 km fra Gabs.
“Jamen hvad laver du så der”, ville jeg vide.
“Jeg arbejder der.

Jeg havde næsten glemt, at der er nogen, der på den måde er ramt.
Uanset hvad måtte vi sige farvel.
Mine venner vil altid gerne vide, hvornår jeg kommer igen.
Det ved jeg jo absolut ingenting om, men jeg siger, at pludselig, så er jeg der nok igen.
Og det kan da også godt være.
Jeg ville f. eks. nemt kunne fungere som rejseleder her nede.
I skal bare sige til,så laver vi et program til jer.

Nu gik jeg på jagt efter Lillian.
Det er hende med armbåndet og livremmen, som jeg har fået en bestilling på.
Men sådan en mission er ikke noget, men bare lige kommer cyklende til.
Især ikke, når man ikke har en cykel.
Alle damerne sidder henne i Main Mall i det man med lidt god vilje kunne kalde gågaden.
Jeg var ikke mere end lige kommet derhen, da jeg blev råbt an.
De damer har styr på, hvad der foregår.
De ser alt.
“Din ven er her ikke i dag”, fortalte de mig.
“Men jeg er her, og jeg hedder Victoria.”
Så skal jeg love for der blev lukket op for samtalens sluser.
Jeg snakkede i lang tid med Victoria, mens hendes veninde fulgte nøje med i, hvad der skete.
Jeg måtte forklare, hvad det var, som Lillan havde til mig.
Nej, det havde de altså ikke, men vi kunne da se på alt det andet.
Og det hele endte naturligvis med, at jeg købte et armbånd af Victoria.
Det passede hende vældigt. No pun intended 🙂
Vi fik også lavet en fint billede, så jeg kan vise, at det ikke er bare er noget, jeg er kommet cyklende til.
Kommer du så igen på mandag, spurgte de kære damer.
Og det gør jeg jo nok.

Og vejrudsigten.
Jeg plejer at bruge to vejrudsigter.
Jeg bruger DMI og yr.no
Så tager jeg den, der er bedst.
Yr kan nok lidt mere.
Hvis man fodrer programmet rigtigt, kan man få temperaturerne i 2 lande samtidig.
Det er lidt smart, og det lykkedes mig at få det til at virke efter nogle få forsøg

På vej hjem mødte jeg en ny hjemismand.
Også iført budcykel og båthorn.
Jeg var rigtig træt, for varmen var kommet tilbage.
En pause var påkrævet.
Den unge mand var travlt optaget af at fortære en is.
Det kan man jo ikke fortænke ham i.
Jeg sagde, at jeg godt ville have en mage til, for den så så god ud.
Den kostede 6 pula, men jeg stak ham en tier, og lod ham beholde resten.
Jeg var glad for isen, der stadig var billig og han var glad for handelen og drikkepengene.
Det kører bare 🙂

Jeg har læst “Når snerlen blomstrer” af Bjarne Reuter
1983. 385 sider.
Bog nr 33 jeg har læst i 2019.

Denne fine bog er en selvstændig fortsættelse af Zappa, som nok mest er kendt for sin filmatisering.
Hvem husker ikke skovseglen.
Vi er i Brønshøj omkring 1963, hvor vi følger en realklasse, Vi er med dem i lyst og nød og vi følger med i, hvordan deres spirende kærlighedsliv udvikler sig.
Ikke alle drømmene bliver opfyldt, men sådan er det jo også i det virkelige liv.
For nogle af dem går det grueligt galt, men de fleste kommer videre.
Uffe ender foran et tog, og der ender hans drømme.
Der er altid nogen, der ikke kommer videre.
Jeg er jævnaldrende med disse unge mennesker, og selvom jeg ikke voksede op i Brønshøj, kan jeg genkende rigtig meget fra bogen.
Jeg synes nok, de er noget længere fremme i skoene end vi var, eller er det blevet fortrængt?

En fornem bog, som tiden faktisk ikke er vokset fra. I hvert fald ikke, hvis man var ung i tresserne

På Mission for Danmark

Dag 31. Fredag den 11. oktober.
Gang 12 km. Total 283 km

Så blev det tid til frokost.
Jeg er gået ind i den café, der hører til Spar.
Manageren sidder og kigger. Han er rigtig flink, men han laver ikke en døjt.
Det må da være lidt kedeligt at sidde og kigge altid.
I et hjørne sidder 4-5 piger ved et bord, hvor der står et skilt med reserveret.

De skal vist lave et eller andet, men det bliver mest fest og halløj i hytten.
Sådan har jeg ofte siddet i caféen i Brugsen i Skjern.
Meget pudsigt at sammenligne sådan lidt for sig selv.
Der er en rigtig god stemning her, som jeg vil savne.
De kender mig nok bedre her, end de gør i cafeen i Skjern.
Jeg nyder det, så længe det varer
Alting har sin tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.


To everything (turn, turn, turn)
There is a season (turn, turn, turn)
And a time to every purpose, under heaven

På køl I
I forhold til de sidste dage var der lige skåret en 12-13 grader af temperaturen.
Sikke en forskel.
Nu kunne man rigtigt fornemme, hvor belastende det er at bevæge sig rundt i varmegrader omkring de 36-38 grader.
Jeg har aftalt med Vendor-familien, at vi skal ses mandag morgen.
Det er det også nødt til at være, for tirsdag morgen går turen til lufthavnen.

Det går ikke for godt.
Da jeg kom herned var jeg virkelig indstillet på at smage på den lokale mad.
Det har jeg også gjort.
Jeg er ked af at måtte indrømme, at der er en lang række ting, som ikke smager mig ret godt.
I begyndelsen tog jeg bare fra, men nu må jeg erkende, at jeg er blevet lidt mere forsigtig, når jeg vælger.
Den sædvanlige grillmad er jo som den er alle steder, men det bliver man også træt af.
Karrykylling er et sikkert valg, og ris dertil et er sikkert hit.
Så får man forskellige former for salat og mange af dem er rigtig gode.
Det værste jeg har smagt var nogle kødterninger i en form for sovs.
Jeg sværger at nogle af stykkerne havde hår på.
Og så havde det en ualmindelig ubehagelig lugt.
Jeg sad en stund og stak til det, men det vendte sig i mig, og jeg måtte opgive.
Godt at vi har buddingen 🙂

Det er smørret der gørèt. På Køl II
Jeg har oplevet det samme flere gang rundt omkring i verden, så det er egentlig ikke noget, der kan overraske mig.
Men det gør mig altid en lille smule glad.
Da jeg åbnede vores køleskab her i huset, mødte mit øje en dejlig pakke Lurpak smør.
Jeg spurgte David, der også bor her i huset, om han vidste, hvor den pakke smør kom fra, og som ventet sagde han, at det havde han ingen anelse om.
Men han syntes, det var rigtig interessant.
Danmark er en temmelig ukendt størrelse for de fleste her, men det er da fint, at smørret er med til at sætte vores dejlige rige på landkortet.

Vi bringer en beklagelse og en særmelding til én af de utallige følgere.
Det drejer sig om en bestilling. som vi desværre ikke kan klare lige i dag.
Lillian var ikke på arbejde.
Og det ved jeg med sikkerhed, fordi jeg sammen med en af hendes veninder støvsugede hele Main Mall området for at finde hende.
Hun var der ikke.
Veninden mente, der er gode chancer for, at Lillian kommer lørdag eller mandag.
Det blæste lidt denne dag, og denne veninde samlede alt det op, der var blæst på jorden efterhånden som vi kom frem.
Det lykkedes hende også at få flettet ind i samtalen, at hun ikke selv kom om lørdagen, fordi hun skulle til et bryllup.
Det glædede hun sig meget til.
Hun var en rigtig glad sjæl.
Jeg handlede naturligvis lidt ind hos hende.

Hun havde så utrolig meget på hjerte.
Farverne på hendes billede er lidt underlige, fordi vi var inde i hendes telt 🙂

Game City Mall og lidt om Hjemis

Dag 30. Torsdag den 10. oktober.
Gang 8 km. Total 271 km.

Dagens rejse bragte mig til den meget store Game city Mall ved foden af Ngale Hill.
Det blev til en taxi tur.
It´s not always.
Det forekommer mig, at mange af forretningerne handler med det samme. Tøj og mode og den slags.
Men nu var det sådan, at jeg var på jagt efter morgenmad med kaffe.
Ikke nogen let opgave.
Men til sidst lykkedes det da.
Og så fik jeg bacon, æg og toast.

Jeg har rigtig svært ved at starte dagen med stegt kylling, chips og cola.
Fin restaurant med venlig betjening og ingen høj musik.
Sådan skal det være.
Så er vi i gang.
Og prisen var ikke urovækkende.
Nu slentrer jeg lidt rundt og kigger.
Jeg mangler ikke rigtigt noget, så jeg oser bare.
Der er også et tv, der viser en eller anden rugby kamp.
Det er stort her og især i Sydafrika, men mig fænger det ikke.
Jeg glæder mig altid på forhånd. når jeg besøger sådan en stor Mall.
Men jeg bliver skuffet hver eneste gang.
Jeg kører hurtigt sur i det og vil hjem.
Værst er det, hvis jeg er sådan et sted sammen med en damemenneske af det modsatte køn.
Det klarer jeg ikke.
Jeg bliver urimelig, og skal anbringes et sted, hvor de serverer kaffe.

Snart daffede jeg ud til det nærmeste busstop, hvor jeg fangede en Combi.
De ender alle ved Stationen, og det område kender jeg efterhånden ud og ind.
Altid fest og farver der, altid noget at se på.
Det endte med, at jeg går i supermarkedet for at købe lidt ind.
Jeg har fundet ud af, at de har budding.
Dejlig gul budding.
Sådan en spandfuld er bl. a udset til at være min aftensmad.
Det ville jeg ikke have gættet på, før jeg kom herned 🙂

Jeg indrømmer det blankt.
Jeg er afhængig.
Jeg har et misbrug, som jeg bliver nødt til at kæmpe imod:
Jeg har svært ved at holde mig fra Ekstrabladet.
Næsten daglig lokker de mig svage sjæl med deres vildledende overskrifter og tåbelige pseudonyheder.
For få dage siden læste jeg overskriften:
“Rocklegende forsvundet.”
Det viste sig så at Nick Cave ledte efter sit sande musikalske jeg.
På et album….
Jamen altså …

I aften udløses spændingen, kunne jeg så læse i dag.
Nåda, hvad kan det dog være.
Der drejer sig så om et program, der hedder Gift ved første Blik, som jeg aldrig har set og aldrig skal se.
Der fangede de mig igen.
De er rigtig dygtige til at lave de der kioskbaskere, og jeg plumper bare i.

Men nu skal det også være slut.
Ikke mere noget med at finde ud af, hvad der f. eks. gemmer sig bag overskriften: “Havde sex med teenagedatters venner”.
Øhhhhhhh, jeg nåede lige at se, at det var en 42-årig kvinde fra Californien, men det var også sidste gang

Jeg når det ikke.
Jeg har haft en måned til at vænne mig til at finde ud af, hvor de højrestyrede biler kommer susende fra.
Det går ikke for godt.
Det er virkelig svært for mig.
Jeg indskærper mig selv forskellige regler.
Jeg kigger fra højre til venstre adskillige gange, og alligevel sker det stadig, at jeg må sige: Nåh ja, det er der, de kommer fra.
Rundkørslerne er helt umulige.
Jeg har da ellers cyklet i England og Wales, ja endda inde i London, men jeg husker ikke, at det dengang var så vanskeligt.
I Skjern er det langt lettere at overskue, men det er de vist ret ligeglade med her.
Jeg får nok ikke nogen her overbevist om, at det er langt nemmere med højrekørsel.

Hjemis.
Jeg er helt klar over, at de fleste af jer i rolige stunder har stillet jer selv spørgsmålet: Har de Hjemis i Gaborone?

Og det har de skam.
Det er nøjagtigt som i Danmark, bare anderledes.
Mens jeg en dag slæbte mig hjem, hørte jeg denne herres båthorn.
Jeg standsede ham og spurgte, hvad han solgte.
Det viste sig at være is, og faktisk en forbavsende god is.
Næsten frossen.
Jeg bliver altid så glad, når jeg ser nogen, der har fundet en niche, der kan sikre dem en indkomst.
Jeg kiggede naturligvis også på mandens cykel og overvejede at hugge den fra ham.
Men det ville jo give ham nogle problemer i driften af Hjemis, Gaborone Aps. så jeg traskede videre – uden cykel.

Men med en is i hånden 🙂

Næste dag mødte jeg ham igen.
Han fortalte, at han havde købt sin cykel brugt for 400 Pula.
Og så kommer han i øvrigt fra Zimbabwe

Mma Precious Ramotswe

“One of the things Mma Ramotswe had learned about human nature was that people tended to be inordinately proud of the place they came from, and that any disparaging remark about that place was hurtful — even if it happened to be true.”
—from The House of Unexpected Sisters

Holstebro og småpenge

Dag 29. Onsdag den 9. oktober.
Gang 10 km. Total 263 km.

Det siges, at man skal prøve alting her i livet mindst én gang.
Jeg kan sagtens komme i tanker om flere ting, som det ikke er nogen god ide at prøve, men lad nu det ligge.
I dag prøvede jeg i hvert fald, hvordan de havde det den der augustdag i Holstebro i 1975, hvor de ramte 36,4 grader.
De havde det varmt
Her er rekorden 44 grader, og det håber jeg ikke, vi når i nærheden af.
36 grader er rigtig varmt, selvom luftfugtigheden er lav.
I Borris har de en luftfugtighed på 92% i dag, mens den i Gaborone er på 5 %.

“Its terrible”, siger de lokale, og det er det virkelig også.
Der er ikke ret meget godt at sige om så høje temperaturer.
Nogle af de problemer, som Botswana kæmper med er tørke og ørkendannelse.
Det er ikke svært at forstå.
Jeg har været her næsten en måned, og der er ingen regn faldet overhovedet.
De må have nogle gode dybe boringer, for der er vand nok i hanerne.
Jeg kan se på det hele, at jeg ikke kommer til at opleve regn, mens jeg er her.

Mine gadesælgervenner
Jeg besluttede mig til at tage en Combi et par gange.

Første gang hen til Stationen, hvorfra jeg gik hen til Main Mall, hvor alle gadesælgerne holder til.
Nogle er ret aggressive, mens andre er søde og afdæmpede.
Der lægger jeg min handel.
Men nu har jeg nok de pasalubong, jeg skal bruge.
Inden jeg gik videre, forærede jeg mig selv en Milkshake på en grill restaurant.
Nu bevægede jeg mig hen mod det sted, hvor jeg boede før.
Jeg ville hilse på mine gadesælgervenner og sige tak for denne gang.
De var der begge to, og de blev glade for at se mig.
Jeg købte en cola for at støtte biksen, og så havde jeg en lille gave med til dem.
I lang tid har jeg gemt små mønter i en plastpose.
Vi har 5, 10, 25 og 50 Thebe mønter.
5 Thebe er ca 3 øre, så de er ikke meget værd.
Med mindre der er nok af dem.
Jeg gav hende posen, og jeg kunne godt se, at der skulle tælles, og det skulle være nu.
“Hvor mange var der så?” ville jeg vide.
“Det blev til 33 pula”, fortalte hun med et stort smil.
Not bad 🙂

De fortalte nu, at de havde ventet på mig og var helt nervøse for, om jeg kom og sagde farvel.
Konen havde sendt nogle billeder op til sin mor i Francistowm, og hun fortalte, at vi var velkomne der, og hun havde allerede regnet ud, at vi skulle blive der 3 dage.
(Francistown ligger 500 km nord for Gaborone)
Det havde været så godt at komme op til hendes landsby, men jeg er løbet tør for dage, så det må blive en anden gang.
“Hvornår kommer du så igen”, spurgte hun
Ja nu får vi se.
De foreslog, at vi skulle mødes lørdag eller søndag, men jeg har et par andre aftaler, så jeg ved ikke, om det kan blive til noget.
Godt at se dem igen.

Jeg tog en Combi til stationen, og til mit yndlingsfrokoststed.
Nu har jeg en ide, om hvilken slags mad, jeg skal bestille, for der er virkelig noget af det, jeg aldrig kommer til at synes om.
Men jeg prøver.

Jeg vil savne de venner og bekendte, jeg har fået her og der.
Og det er faktisk noget af det, der betyder allermest for mig.
Jeg kommer måske aldrig til at se dem igen, men alligevel betyder det rigtig meget, at vi har haft det godt sammen.

Hvis du ikke har lært meningen med vennskap, har du virkelig ikke lært noe.” – Muhammad Ali

Jeg sidder i min kaffebar.
Her er også et yngre koreansk par,som jeg har set før.
De sidder ved hvert sit bord.
Med hver deres mad.
Af og til taler de sammen fra hver deres hjørne.
Højlydt.

Alt for højlydt
De har naturligvis gang i hver sin telefon, hvor de snakker med nogen eller afspiller et eller andet.

Højt.
Alt for højt
Vildt underligt.
Man mærker tydeligt, at her har vi de to mest betydningsfulde personer i byen.
People are Strange

People are strange is when you’re a stranger
Faces look ugly when you’re alone
Women seem wicked when you’re unwanted
Streets are uneven when you’re down When you’re strange
Faces come out of the rain
When you’re strange
No one remembers your name When you’re strange

Ty

Det summer op Obaldo

Dag 28. Tirsdag den 8. oktober.
Gang 7 km. Total 253 km.

Vi bliver lidt i litteraturens verden, hvor vi så godt kan lide at opholde os.
Mange af os husker endnu “Tudemarie” af Marie Andersen og Gudrun Eriksens “Ungerne i Bjørnegade 5”.
I sidstnævnte møder vi børnene Hanne, Ida og Obaldo,
Og ikke mindst deres far Anton Læsting.
Når børnene i ugens løb overtræder husets regler, kigger faderen bestemt på dem og siger: “Det summer op”.
Og så banker han dem om lørdagen
.
Det er da en pædagogik, der vil noget.

Jeg har det lidt på samme måde med varmen her:
Det summer op.
Og på et tidspunkt er man fyldt op og gemmer sig 🙂
Sådan havde jeg det lidt denne morgen, hvor jeg valgte at tage en taxi ind til byen. 35 grader i en skygge, der ikke er der.
Det koster 18 kr for “a special trip”, så det er til at overskue.
Så vandrede jeg lidt frem og tilbage i Main Mall i jagten på lokalt producerede ting.
Jeg fandt bl. a en dame, der sad og nørklede med nogle perlearmbånd.
Jeg synes ikke, det er fantastisk kunsthåndværk, men jeg ved i det mindste, det er produceret her, så der røg lidt ned i indkøbskurven.

Efter et par timers forløb tog jeg en Combi hen til stationen, hvor jeg handlede lidt ind, inden jeg gik hjem.
Jeg nød faktisk at være tidligt hjemme, og jeg har heldigvis en rigtig god seng.

At tænke i indlæg.
Jeg har skrevet dagbøger i adskillige årtier, men det er første gang, jeg skriver i en blog.
Jeg har ofte fået at vide, at det allerbedste ville være, om jeg kun skrev på Facebook.
Det har jeg absolut ingen planer om.
Hvis mine planer om ekspeditionen Nord 2020 bliver ført ud i livet, vil jeg bruge diverse “Rejsegrupper” på Facebook, fordi jeg kan nå ud til rigtig mange.
Men generelt stoler jeg ikke på Facebook.
Hidtil har jeg skrevet i et program, der hedder mono.net, og det har bestemt sine store begrænsninger,
En af fordelene ved en blog er, at man kan få kommentarer.
Dem får jeg nu ikke ret mange af, og det er da heller ikke alle, der har lyst til at skrive offentligt.

Jeg skriver i WordPress, og det er et program, der kan rigtig meget.
Jeg kan både bruge PC og smartphone.
Mono.net kan ikke anvendes på Smartphone, og det er rigtig dårligt til at autogemme mit arbejde.

Jeg har godt nok ofte ærgret mig over timers arbejde, der forsvandt.
Billedbehandlingen er heller ikke god.
Jeg er blevet bedre til at bruge WordPress, men jeg har rigtig meget at lære endnu
Jeg har hørt om mennesker, der holdt op med at skrive deres blogs, fordi de hele tiden tænkte på, hvordan det de nu oplevede, kunne blive til et indlæg.
Den tankegang kan jeg godt følge.
Det svarer til at jeg som pantsamler hele tiden kigger efter dåser og flasker.
Det bliver en besættelse.
Hvor lang tid skal man så bruge på en Blog?
Jeg kan kun svare for mig selv, og svaret er enkelt: Utallige timer.
TTT = Ting Ta´r Tid.


Som 9 årig skrev Ernest Hemingway: “I intend to travel and write”
Ikke nogen dum plan min gode Hemingway 🙂
Om 10 dage er jeg tilbage i Skjern, så får vi se ….

Men det fortsætter under ingen omstændigheder, som det kører nu …

Fader min
På denne dag kunne min gode far være blevet 111 år.
Jeg mindes ham altid på denne dag.
Han betød så meget for mig.
Man hører så tit om, at nogen har behov for at gøre op med deres fortid og ønsker et ansvar placeret, fordi det nu gik, som det gjorde.
Jeg er så lykkelig, at jeg kan se tilbage på en vidunderlig barndom
.
Jeg har ikke noget, jeg skal have gjort op med.

Sæt X i kalenderen

Dag 27. Mandag den 7. oktober.
Gang 10 km. Total 246 km.

Rejseforedrag
Vi er i den heldige situation, at vi som nogle af de første kan løfte sløret for et spændende arrangement.
Det drejer sig om et rejseforedrag, der nok har titlen:
“Den enoghalvfjerdsårige der læste en bog om Afrika og forsvandt.”
Foredraget handler om jagten på en fiktiv romanfigur ved navn Mma Precious Ramotswe, og det handler også om, hvordan det er at købe en flybillet til Botswana, et næsten ukendt land i Afrika, bevæge sig ud af flyveren og så sige: “Nåh, hvad så der”?


Foredraget finder sted onsdag den 18. marts kl 14.30 på et af bibliotekerne i Ringkøbing – Skjern Kommune.
(Sandsynligvis Ringkøbing.
Skulle det nu forholde sig sådan, kære læser, at du af uransagelige grunde har fundet på at bo langt væk fra Ringkøbing-Skjern Kommune, kan vi kun opfordre dig til, at du kontakter en forening nær dig, og spørger, om ikke det var noget for dem?
Der er endnu få ledige datoer i tiden fra 18. oktober til 19. november og igen efter 6. februar 2020
Det er langtfra gratis, men det er der vel ikke så mange gode ting, der er 🙂

Min dag.
Jeg har et par faste steder, hvor jeg godt kan lide at komme.
Jeg har et kaffested, og et frokoststed.
Jeg bliver modtaget med en smil og et Dumela.
Og en lille sludder er der også altid tid til.

Det gør mig glad i låget at komme sådanne steder.
Denne dag besøgte jeg begge steder, inden jeg gik hjem og fik en halv time på ryggen inden biografbesøget.
Temperaturen fik lige en tand mere, således at vi kom op på de 35 grader.
Nu behøver de ikke at skrue mere op for varmen for min skyld,
Men det gør de 🙂

Going home
Når man er ude at flyve, oplever man på et tidspunkt, at der kommer en meddelelse over højttalerne:
“Kaptajnen har nu startet indflyvningen til “Hvor det nu er, man skal hen”.
Det sker faktisk lang tid før, man er i mål.
Jeg har det lidt på samme måde her.
Jeg har en uges tid tilbage, og jeg begynder så småt at starte “indflyvningen” til Skjern.
De sidste steder skal besøges, beholdningen af valuta skal afstemmes, og så er der det med pasalubong.
Pasalubong er et udtryk fra Filippinerne, og det dækker over en lille gave, som man har med til venner og familie fra den rejse, man har været på.
Det er noget, man går meget op i der, og det er da også en lille sød skik.
Det falder bestemt ikke nemt for mig at finde den helt rigtige pasalubong, men heldigvis er ingen forpligtiget ud over sine evner.
Det er mig magtpåliggende at finde noget, der er produceret i det pågældende land.
Det er fuldstændig hul i hovedet at købe noget, der står Botswana på, når man så finder ud af, at der i bunden står “Made in China”

Joker.
Så fik jeg set “Joker”, som jeg havde planlagt.

Jeg gik til en eftermiddagsforestilling, og vi var 3 i biografen.
Priserne er en tredjedel af danske priser.
Jeg havde store forventninger til filmen, og jeg blev ikke skuffet.
Jeg tror ikke, der kan herske nogen tvivl om, at Joaquin Phoenix render med prisen for årets bedste skuespillerpræstation.
Der har været skrevet så meget om filmen, at det ikke er nødvendigt, at jeg giver mig af med nogen form for referat.
Det er en fantastisk film, som jeg varmt kan anbefale.
Vær forberedt på, at det er en trøstesløs og meget voldelig film.
Ikke for sarte sjæle.
Joakim Grundahl siger i Politiken: “Jeg vil vove den påstand, at hvis du ser “Joker”, vil du aldrig glemme Joaquin Phoenix´s ansigt som Arthur Fleck”.
Lad det være udgangsbønnen,

Jeg faldt over dette fine lille digt.
Forfatteren er angivet som Georg Brandes, men det har jeg lidt svært ved at tro på.
Slet ikke hans stil.
Men jeg ved også, at han havde et rigtig nært forhold til Norge, så man ved jo aldrig.

Dagen i dag er en merkelig dag.
Den er din.
Dagen i går slapp deg ut av hendene.
Den kan ikke få annet innhold enn du alt har gitt den.
Dagen i morgen har du ikke noe løfte på.
du vet ikke om du kan regne med å råde over den.
Men dagen i dag er det eneste du kan være sikker på.
Den kan du fylle med hva du vil.
Benytt deg av det.

I dag skal du glede et annet menneske
I dag kan du hjelpe en annen.
I dag kan du leve slik at du i kveld er glad for at du er til.
Dagen i dag er en betydningsfull dag.
Den Er Din.

Georg Brandes

Bogjagten

Dag 26. Søndag den 6. oktober.
Gang 10 km. Total 236 km.

Endnu en dejlig lun dag med temperaturer op til 34 grader.
Jeg tog ud til en af forstæderne på jagt efter en bog.
Der faldt jeg i snak med en pensioneret sagfører.
Det endte med, at vi i hans bil. kørte hen til en anden bydel, hvor han mente at vide, at der var en forretning, der handlede med brugte bøger.
Den var desværre lukket pga søndag

Hmmmmm Beklager.
Ovenstående tekst hører til et andet billede.
Det kommer nedenfor.

Parfume og Strippere

Dag 25. Lørdag den 5. oktober.
walking 4 km. Total 226 km.

Dumela til jer allesammen.
Det er meget vigtigt, at vi siger dumela, når vi hilser på hinanden.
Hvis jeg glemmer det, kan folk godt kikke bestemt på mig, mens de gentager: Dumela.
Så forstår jeg budskabet:
Dumela

I fedter rundt med udsigt til nattefrost, mens det her i Botswana er ved at være rigtig varmt.
En gang i Filippinerne havde jeg besøg af en gæst, og da hun kom ud af lufthavnen, bemærkede hun om varmen:”Det er da ikke så slemt”.
Næh, men det bliver det.
Man kan nemlig ikke rigtig gemme sig for varmen.
Den er der hele tiden.
Her er der dog en del køligere om natten, men om dagen er heden en trofast følgesvend.
Tirsdag og onsdag varsles op til 36 grader.
Det er altså ret tæt på den danske varmerekord på 36, 4 grader.
Vi husker jo alle, at det var i Holstebro den 10. august 1975.


Næste weekend er jeg inviteret hjem til filmmanden Africa og hans familie.
Det glæder jeg mig meget til.
De skal have en gave, og jeg ved præcis, hvad det skal være.
Africa deltog i optagelserne til tv-serien om Mma Precious Ramotswe, og han kender handlingen ud og ind, men han har ikke læst nogen af bøgerne.
Der er 2 boghandlere her i nærheden, men de er virkelig ikke gode.
Den ene har dog en del bøger om Damernes Detektivbureau nr. 1, men de har ikke det første bind.
Og det er det, jeg går efter.
I udkanten af byen ligger der noget, der hedder Airport Junction, og der er der et kæmpestort indkøbscenter.
Der skal jeg ud.
Jeg ved også, at jeg skal med den Combi, der går til Block 8, for at komme dertil.
Jeg har godt nok lært meget, siden jeg kom hertil 🙂

Keikumetse.
Denne lørdag skulle jeg møde en god ven, der havde skaffet noget parfume til mig.
Hun er lærer, men har en lille sideforretning med salg af parfume.
Det køber hun i Johannesburg i Sydafrika, og normalt har hun en bodyguard med, når hun handler der.
Nu havde hun pakket nogle flasker, som jeg kunne købe.
Jeg havde fundet på, at vi kunne gå i biografen.
Der er et teater ca 1 km fra mit hus. og der skulle vi mødes.
Jeg kender Philippine time og nu kender jeg også African time.
Men tilsidst kom hun da.

Jeg ville helst have set Joker, men som ventet valgte hun Hustler med Jennifer Lopez.
Billetterne er noget billigere end i Danmark, 36 kr pr stk.
Vi forsynede os også, som kunne det være Danmark, med popcorn og Cola.
Hun fik også lov til at vælge, hvor vi skulle sidde, og hun valgte 1. række, hvor jeg ikke kunne fordrage at sidde.
Så der sad vi naturligvis.
Man er vel Gentleman.

Filmen var ok uden at være en åbenbaring.
Jeg er lige lykkelig, om jeg har set den eller ej.
Den handler om en flok strippere, der finder på, at de kunne bedøve deres kunder, og så malke deres bankkonti.
Det gik godt en tid, men til sidst revnede ballonen naturligvis.

Efter filmen tog vi ud til Botswana Craft, hvor der er en pæn restaurant.
Der var også et par stykker i Biocenteret, men de var alt for fancy til, at jeg kunne føle mig tilpas der.
Efter et hyggeligt måltid tog jeg hjem til mig selv.
Nu rigeligt forsynet med parfume.
Noget af det er til mænd, men jeg kan ikke rigtig se mig selv sprøjte mig med parfume, inden jeg går ud.

Værd at bemærke: Mine orme er stadig ikke til at opdrive.
(Og det er ikke noget, jeg bare finder på)